Dolph is back!

Stor, blå, ondsindet og afsindigt morsom: Flodhesten er tilbage. Personligt glæder jeg mig mest til at møde bæveren Rocco!

Min kølle siger hej til dig!

Skal De have en kindhest, De tølper!

Jeg er på en mission.

Og den har hverken noget med Jæsus eller ham Muhammed at gøre. Den bevæger sig på et helt andet, men dog for vort land så vigtigt niveau, hvis De spørger mig. Sproget - sproget! For savner man ikke brugen af gamle ord og udtryk, der snor sig om tungen, ligger godt i munden og rammer modtageren lukt i opfattecentret. Jeg gør.

Jeg savner både at kunne sige "Pak Dem, tølper!" til en mand, der ikke har opført sig helt anstændigt (her tænker jeg på mere end at glemme at lægge sit lommetørklæde over en vandpyt, før jeg skal træde), kalde nogen for en "taskenspiller" eller give én en "huskekage"! Og jeg holder mindst lige så meget af de underholdende udtryk, som min mor og morfar er specialister i: "Du må da have spist søm!" eller "Den går ikke, Granberg" og "Den ene snegl spiser den anden". 1

Selv har jeg med stor kærlighed og ihærdighed holdt fast i det gyldne adjektiv "kålhøgen", ikke så meget for betydningens skyld, som for selve sammensætningen af ordet - sig det et par gange, smag lige på det. Ja, ikke... Men kålhøgen gør jo ingen sommer2.

Derfor er det nu, at denne blog bliver endnu mere interaktiv, end den har været hidtil. Hjælp mig med at indsamle alle de skønne og delvist glemte ord og udtryk, der ulykkeligvis glider ud af sproget i takt med, at "nederen", "super" og "if you catch my drift" rykker ind og udvander vores sprog. Grav i hjernekisten og fremfind "immervæk", "lurifaks" og "kalas" og mange, mange flere og plot... øh undskyld, skriv dem ind under Comments.

Jeg ønsker Dem en frydefuld hviledag.

Hilsen Bent Henius, Jr. 3



1 Udtrykket stammer fra en begivenhed i Christiansborg Slotplads, hvor en ballonskipper skulle lette have sin ballon til vejrs. Desværre gik det ikke så godt for skipper Granberg - han fik nemlig ikke ballonen i luften, deraf udtrykket "Den går ikke, Granberg".

2 Til de - med rette - forvirrede, kan jeg oplyse, at det korrekte udtryk naturligvis er: "Enlig svale gør ingen sommer".

3 Bent Henius er, udover at være tidligere DR-journalist, i journalistkredse kendt for sin stædige insisteren på et korrekt dansk i form af hyppige læserbreve til fagbladet Journalisten. Han er desværre død.

Store aftryk i et lille sind

De gik foran mig på Frederiksberg Allé. Midt på det Frederiksberg, som jeg (stort set) er vokset op på, og hvor min farmor også boede, og som jeg derfor har vandret tyndt med netop hende. Han var ca. ni år - rygsæk, jeans med ansats til hængerøv og dynejakke. Hun var omkring de 70 år - bordeaux strikhue, beige jakke og fornuftigt indkøbsnet. De gik ved siden af hinanden og sludrede om vistnok noget, han havde oplevet i skolen den dag - i en samtale fra hver deres side af generationerne, men tydeligvis opslugte. Hun lignede helt bestemt en god bedstemor. Ligesom min.

Fra 1. til 5.-6. klasse, stod jeg om onsdagen på vej hjem fra skole af 14'eren fire-fem stop tidligere og gik hen ad den lille vej til min farmor. Jeg besøgte hende fast hver uge - noget jeg virkelig hyggede mig med. Når jeg kom, fik vi "kaffe" (og nej, på trods af, at jeg nu fortærer kaffemængder på størrelse med Furesøens indhold, fik jeg sodavand dengang) og en såkaldt brioche med abrikossyltetøj. Og selvfølgelig en ingefærsmåkage, som glaskrukken med sølvstel altid var fyldt op med, og som man godt måtte dyppe i sodavanden, ligesom min farmor dyppede sin i kaffen.

Meget ofte spillede vi Rommy, Casino, skak da jeg blev ældre - for slet ikke at tale om Matador i en gammel version, hvor den største seddel, man kunne betale med, var 50 kr! Desværre er spillet forsvundet... øv altså. Faktisk har jeg slet ikke tal på, hvor mange gange, vi har spillet et eller andet. I godt vejr turede vi Frederiksberg. Der var både Rosenhaven, som gemmer sig mellem Gl. Kongevej og Hollændervej - smækfyldt med duftende roser i alle farver og størrelser, lige til at gå på opdagelse i. Eller Landbohøjskolens mystiske have med alle de specielle blomster og planter - og den lille sø med en endnu mindre ø midt i. Eller Haveselskabets Have, der var lidt fin og friseret og med aflangt bassin nede bagest i haven. Eller klassikeren over dem alle: Frederiksberg Have - vi tog næsten altid indgangen ved Andebakken, hvor vi startede med en tur i Møstings Hus, der udstillede malerier, skulpturer og tegninger. Andefodring var et stensikkert programpunkt, og en gang i mellem en sejltur på kanalerne.

Før jeg lærte hende at kende (dvs. blev født), havde min farmor været viceskoleinspektør på en skole i det indre Købehavn, hvor brokvareterets rødder var rigt repræsenteret. Hun var kendt for at give kajeruskere eller at tage grundigt fat i øret og hive opad, hvis en ranglet lømmel ikke helt havde forstået, hvad den noget mindre fru viceinspektør havde sagt. Der skulle en del til at chokere hende. Jeg kan huske, at jeg engang forsøgsvis bandede en del, men hun svarede altid igen med noget værre og et skuldertræk, og så var det ikke interessant længere. I øvrigt mødte hun også op i sorte gamacher med sølvnistrer til min 21 års fødselsdag - og sang også en fræk vise, som jeg desværre ikke kan huske.

Jeg kunne nævne mange, mange flere sjove, dejlige og dagligdags ting, jeg har oplevet og snakket om med min farmor. Hun døede for 11 år siden, desværre, for jeg kunne godt tænke mig en snak med hende nu, hvor jeg ved lidt mere om det hele. Men jeg tænker tit på hende - også meget mere, end jeg troede, jeg ville gøre, og på mange af de ting, vi har oplevet sammen eller sjove og kloge ting, hun har sagt. Det, der står tilbage, og forundrer mig og gør mig glad, er, hvor stort et indtryk og aftryk, vi kan sætte i hinandens sind og sjæl. Alle de betydningsfulde, dejlige, almindelige, venlige, kærlige ting, vi gør og siger til hinanden, forsvinder aldrig. Det er min farmor et bevis på.


PS. Efter min farmor døde, talte min far og jeg en dag om hende, og jeg nævnte (med udgangspunkt i de uendeligt mange spil kort m.m., vi havde spillet sammen), hvor glad hun var for at spille. "Spille?" sagde min far og kiggede lidt overrasket på mig "Farmor har da aldrig været specielt begejstret for spil." Se, dét kan man kalde en god farmor!

Vi lader den stå et øjeblik

Klik på billedet, hvis det kniber med læsebrillen.

Hvad jeg trænger til

Straks hører jeg fnis i krogene, men I kan godt slappe af - dette er alvorligt ment. For dette er, hvad jeg trænger til lige nu, hvor skyerne hænger gråt og tungt over hovedstaden, hvor nedbøren ikke kan bestemme sig for, om den skal være hård og hvid eller våd og splatte ud på éns forsvarsløse næse, og hvor man ikke kan se forskel på farven på fortov, overtøj eller himmel:

http://andreamentalfloss.blogspot.com/2006/01/hvis-vi-var-p-en-palme.html

Hørte De kinoorglet?

Jeg hører helt bestemt til dem, der overnattede i telt og sovepose for at komme forrest i køen, hvor de delte fædre ud i 1970. Det lykkedes.

I går havde jeg fornøjelsen af at spise middag med netop min far. Det er altid en hyggelig aften med samtale af alle slags - og i går gik en del af samtalen med noget ret underholdende: Gamle dage fra et personligt perspektiv. Min far har, som jeg, altid boet i København, og derfor er der ret mange sjove ting at høre om byen - hvor man gik ud, hvad der skete hvor og ikke mindst, hvad der lå hvor. F.eks. kan jeg afsløre, at der var smæk på festen til den lyse morgen på et værtshus ved navn Hanegal, et andet etablissement hed Laurits Betjent (hvilket vist stadig findes, dog ifølge rygtet plaget af et nedslående publikum) og På Rundetårn kunne man høre live jazz iført islandsk sweater og pibe (hvilket fatter vist gjorde det meget i).

I går kom der så nye oplysninger frem i sagen "Hovedstaden før 1970". Min far kunne afsløre, at min farmor og farfar tog ham, hans søster og bror med på juleudstilling, som altid begyndte i Havemanns Magasiner (ikke et ord om Matador!) Du vil muligvis kendte stedet som Føtexsiloen på Vesterbrogade. De var også i Palladium at se film, og her var attraktionen et kinoorgel, der blev hævet op fra gulvet, hvorefter det drejede rundt, indtil organisten sad med ryggen til publikum. Inden forestillingen underholdte den dengang kendte organist Mogens Kilde et forventningsfuldt publikum på det imponerende Würlitzer 1938. Kinoorgel. Det er et ord med en vis sær tiltrækningskraft. Man ser det for sig, orglet. Imposant, med kraft og styrke. Men hvorfor der i biografen? Måske et levn fra stumfilmenes tid... hvem ved.

Biografmørket har vist altid haft en særlig tiltrækningskraft på min far. Det hænger nok sammen med, at hans morfar ejede biografen i Præstø (i øvrigt nu opkaldt Bernhard efter selvsamme morfar), og i de glade 1940'ere og måske 1950'ere tilbragte min far mangen en time i salen eller oppe hos operatøren.

Nostalgi eller ej. Jeg kunne nu godt tænke mig at have set en film, dengang man i glad forventning blev underholdt med lidt klimpren på kinoorglet. Det bringer da et vist je ne sais quoi - liv og klasse måske - til biografoplevelsen.