torsdag, marts 30, 2006

Kindhesten rider igen

Elsker du også det danske sprog - så tjek lige denne her. (En ældre sag jeg har glemt at offentliggøre på bloggen). Lad mig som cliffhanger afsløre, at indlægget indeholder Bent Henius, en kindhest samt et af mine absolutte yndlingsord: kålhøgen. Og der er søreme også en ordindsamling, du kan deltage i! Med andre ord afsted, afsted - thi der er ingen tid at spilde.

mandag, marts 27, 2006

Tissemand

Ikke i sig selv et voldsomt reaktionsfremkaldende ord, vel? Men det skulle man ikke tro, da jeg i går så min "nieces" (i ånden om ikke andet, til jer der bestemt mener at vide, at jeg ingen søskende har) ansigtsudtryk, da hendes mor pludselig sagde "tissemand". (Jeg skal være barmhjertig og undlade at forklare sammenhængen). Men den syvåriges lille, fine ansigt med store blå og vantro øjne krøllede sammen i et stort fnis, mens hænderne røg op for ansigtet. Og så blev jeg selv nødt til at grine højt, fordi det mindede mig om, at der fandtes engang, hvor det var vildt grænseoverskridende og pinligt og sjovt og komisk, når der blev sagt "tissemand". Og når jeg tænker over, at ordet i dag skal krydres med en rigtig god historie, før jeg synes, det er morsomt, så er det bare fantastisk, at der kun skal ét ord til for, at en lille pige (som holder op med at være lille lige om lidt) krøller sammen af grin.

Moster Pille & Laura
(selvportræt)


torsdag, marts 16, 2006

Bacillen i blodet

Aviser og tv er proppet er med timelange, stive indslag om fugleinfluenza, og man prøver ihærdigt at oppiske en stemning i den anledning. Så vidt jeg har fattet, er der først grund til iføre sig panik og Michael Jacksons bacille-outfit, såfremt den lede virus avancerer til at kunne smitte mennesker.

Men noget har jeg altså i kroppen. Fugleinfluenza kan det jo så ikke være, alligevel indebærer det kvalme, opflammende hedeture, momentalt hukommelsestab og lejlighedsvis hoste, hvor jeg kan få ting galt i halsen. Koncentrationen er heller ikke helt i top. Tanker ledes f.eks. med forbavsende kort interval tilbage til samme emne igen og igen, ja, faktisk føles det nogle gange, som om min mentale kapacitet er reduceret til en båndsløjfe.

Bacillen har også sat sig på perspirationssystemet; jeg får minimum en gang i timen svedige håndflader, oven i købet i en grad at det kan være svært at holde fast på en kaffekop eller vandglas. Sprogcentret er også angrebet - inde i mit hoved ved jeg, at jeg er ved at sige noget begavet eller sjovt, men pludselig kommer ordene ud i underlige hak eller måske glemmer jeg dem helt undervejs. Temperaturen er den også gal med, og på en helt anden måde, end jeg er vant til fra vinterens bihulebetændelser: F.eks. er mine kinder brændende varme, mens fingrene bliver iskolde. Og jo: Hjertebanken kan jeg forresten også præstere - endog i temmelig ujævne intervaller. Bacillen må også fordre en eller anden form for iltmangel, da jeg ofte må snappe efter vejret. Fik jeg også nævnt en noget snurrende mavefornemmelse?

Hm, jeg må hellere se at slå det op i et lægeleksion. Jeg er sikker på, at det står forklaret dér.

tirsdag, marts 14, 2006

Jeg forbeholder mig retten

til at være prinsesse. Intelligent prinsesse!

tirsdag, marts 07, 2006

Der er en særlig plads i helvede

I morgen er det vores - kvindernes - kampdag. Kamp..? Jamen, det var jo i 60'erne, der var brug for det: lilla ble, røde strømper, ingen bh og mænd er nogle svin. Latterligt! Det har vi ikke brug for mere.

Men uanset hvor meget, du prøver at fortælle dig selv, at jorden er flad, så ER den rund, og der ER bruge for at arbejde for at blive ligestillet med mændene. Lige er vi naturligvis, vi har bare ikke lige vilkår. Selv om de fleste af os er hjerteligt glade for vores bh'er for slet ikke at tale om mænd, er der masser at tage fat på 40 år efter, at de første modige (omend måske en kende rabiate) kvindesagskæmpere svingede deres første protestbannere. Nej, siger du? Lad mig stille et par spørgsmål: Hvem tager de fleste af jeres børns sygedage - du eller din mand? Hvem får mest i løn - du eller din kæreste? Hvem får mest i løn - du eller din mandlige kollega, der laver præcis det samme stykke arbejde? Hvem tog længst barselsorlov, da I fik barn? Hvor mange af dine veninder leder den virksomhed, hun er ansat i? Hvilken ministers krop og tøjvalg bliver mest analyseret i medierne - Lene Espersens eller Claus Hjorth Frederiksens? I rest my case.

At det er en kamp mod mændene, tvivler jeg stærkt på. Mænd, der med glæde vil have barselsorlov (som i øvrigt er ultimativt afgørende for ligestilling), møder f.eks. ikke ligefrem accept fra det omgivende samfund - og nogle gange heller ikke fra konen. Det gør man jo sjældent som pioner, og derfor er der endnu mere brug for, at mændene kæmper med. I ordet ligestilling ligger jo, at mændene også er ligestillede - det handler ikke om hævngerrigt at give tilbage af den skuffe, mænd har udsat kvinder for i hundredevis af år.

Derfor skal du ikke bare kæmpe dig egen, men vores kamp. Vi skal tale sammen om det, lægge strategier - og allervigtigst skal vi hjælpe og inspirere hinanden til, hvordan vi bliver mere ligestillede og kan opnå vores mål og drømme. USAs første kvindelige udenrigsminister, den intelligente og livskloge Madeleine Albright sagde engang: "There is a special place in hell for women who don't help eachother". Det har hun uden tvivl ret i, for hvis du ikke hjælper andre kvinder - hvem skulle så?!



*Lyt til et kort, men superspændende og nuanceret interview med Mimi Jakobsen og Anita Bay Bundegaard (også kendte som kraftig inspiration til "Kronprinsessen"), der fortæller om, hvordan det er at være kvindelig minister. Klik og lyt.

*Mere barsel til fædrene. Det er omdrejningspunktet for mere ligestilling. Lyt til en bunke gode argumenter og kritiske spørgsmål til dem her.

*Og læs Andreas anbefaling af Liza Marklunds fremragende bog under Comments nedenfor.