Tissemand

Ikke i sig selv et voldsomt reaktionsfremkaldende ord, vel? Men det skulle man ikke tro, da jeg i går så min "nieces" (i ånden om ikke andet, til jer der bestemt mener at vide, at jeg ingen søskende har) ansigtsudtryk, da hendes mor pludselig sagde "tissemand". (Jeg skal være barmhjertig og undlade at forklare sammenhængen). Men den syvåriges lille, fine ansigt med store blå og vantro øjne krøllede sammen i et stort fnis, mens hænderne røg op for ansigtet. Og så blev jeg selv nødt til at grine højt, fordi det mindede mig om, at der fandtes engang, hvor det var vildt grænseoverskridende og pinligt og sjovt og komisk, når der blev sagt "tissemand". Og når jeg tænker over, at ordet i dag skal krydres med en rigtig god historie, før jeg synes, det er morsomt, så er det bare fantastisk, at der kun skal ét ord til for, at en lille pige (som holder op med at være lille lige om lidt) krøller sammen af grin.

Moster Pille & Laura
(selvportræt)