søndag, juli 09, 2006

Birksteds ånd (road trip - del I)


Så siger jeg rigtig glædelig ferie. Om lidt gasser jeg op under the Fiatmobile og henter co-pilot Camilla, og så drager vi ud i landet og opsøger poesi, vandkolbøtter & Birksteds ånd - ikke mindst. Inspirationen hedder Charlot og Charlotte, og selv om vi faktisk ikke rigtig har undersøgt, hvilken rute de tog, bortset fra at de også endte i Nordjylland, så lader vi dem, landevejen og dagsformen vise os vej.

Forude venter Fyn, hav, himmel, kunst, slotte, Nordjylland og... alt det, man aldrig kan vide på forhånd. Rigtig god sommer til alle.

lørdag, juli 08, 2006

De fleste ulykker sker i hjemmet

Hvis jeg var dig, ville jeg kigge godt efter, hvem der stod ved grillen ude i haven, for som historien viser os, er det ikke alle mænd, der kan tåle at have adgang til åben ild - eller våben for den sags skyld. Lad dette billede være en advarsel om ikke at invitere hvem som helst til sommerens grillaftener. :-)


Jeg - 75% kvinde

Hvis du altid har ment, det var indlysende, at jeg var kvinde, skulle du nok ikke have følt dig heeelt så sikker i din sag. I hvert fald har jeg lige taget en test på BBC's hjemmeside, der nok kunne have sået tvivl om, hvorvidt jeg spiller på det lyserøde eller det lyseblå hold.

Testens resultat vises på en skala, hvor yderste venstre punkt indikerer, at man tænker 100% som en kvinde, og yderste højre punkt ditto mand. Sandelig om det ikke afslører sig, at min hjerne er foruroligende tæt på at tænke lige dele som en mand og lige dele som en kvinde 1). Dog med 25% overvægt til kvindesiden. Hm, trods alt heldigt... hvis jeg nu skulle være blevet i tvivl om min kønsidentitet eller måden, min hjerne fungerer på.

Resultatet opstår på baggrund af opgaver, man skal løse, og spørgsmål der skal besvares. Således fornemmede jeg med min utroligt veludrustede intuition, at når jeg svarede, at min stedsans er fremragende, hældte det til "mandesiden", og når jeg svarede, at det ikke interesserer mig et hujende klap, hvordan tekniske maskiner fungerer, hældte det nok til fruentimmersiden.

Men selv om det jo er herligt at tage sådan en test og få bekræftet, at éns hjerne faktisk er i stand til at tænke på begge måder, så er det eneste reelle spørgsmål i denne sammenhæng: Hvem i dennehersens biks definerer, hvad der er kvindelig tænkning og mandlig tænkning?!! Skal jeg forstå det sådan, at mænd altid kan finde vej? Hvorimod kvinder er forvirrede air heads, der bliver distraheret af enhver skobutik? Eller at mænd ikke kan finde ud af at leve sig ind i andre menneskers følelser? Men at kvinder pr. definition gider høre på de oceaner af vand, der bliver hældt ud af ører i hele verden?

JEG kunne godt tænke mig at vide, hvilke forskere der har bestemt, at tingene hænger sådan sammen. Og jeg kunne godt tænke mig at undre mig højlydt over, om sådan et kvinde/mandesyn muligvis kunne tænkes at blive fastholdt generation efter generation, netop fordi kønnene bliver defineret så snævert?! Konstateres kan det i hvert fald, at der intet nytænkende er ved spørgsmålene i BBC's test. Så hvis du skal tage den, gør det for underholdningens skyld. Og måske er det ikke så skidt at ende på midten - dermed serveres måske selve argumentet for, at mænd og kvinder ikke kan opdeles i mandlig og kvindelig tænkning.


1) Det må være alt det Playmobil og Lego, jeg legede med, da jeg var lille. For slet ikke at tale om alle de søm, jeg slog i træ eller de spånplader jeg malede med tiloversbleven grøn maling, fordi det var sjovt.

torsdag, juli 06, 2006

31 grader celcius (i skyggen)

Der burde nedlægges politiforbud mod at arbejde i over 27 graders varme. Var der ikke engang noget, der hed varmefri i skolen? Jeg tror ikke, jeg har prøvet det. Men jeg kunne rigtig godt tænke mig at prøve det. Nu!

Til gengæld er det herlige ved at kunne tage en hjemmearbejdsdag, at man kan praktisere den herlige disciplin barrøvsjournalistik.

Det er jo tydeligt at se, at der er en veritabel folkenedsmeltning i gang: I går da jeg var på vej til fantastiske Amager Strandpark over Langebro, kørte Brian og Dennis ræs i deres tunede VW'er - med spoiler selvfølgelig. De var ca. 40 cm fra at brase sammen lige foran mig, da de overhalede mig simultant henholdsvis indenom og udenom. Og jeg var tæt på ikke at bremse, fordi min hjerne lå og boblede i egen væske.

Nej, dette vejr er kun til at holde ferie i. Man kan ikke arbejde, man kan ikke køre bil, man kan ikke huske, hvad man skal købe ind - og kommer hjem uden halvdelen. Faktisk er der kun to ting, man kan foretage sig i det her vejr. Og den ene er at bade i havet. Nå ja, tre ting: Det er også godt at spise koldskål.

Men inden nogle vejrbrokkere skulle finde på at brokke sig, vil jeg liiiiige minde dem om, hvad det er, de (og vi) brokker sig over i vinterhalvåret. Smukt opsummeret af Wullf & Morgenthaler:


tirsdag, juli 04, 2006

Solstik


Jeg har netop læst, at en fisker er blevet anmeldt til politiet for at have slået havnefogeden i Thorsminde med en havkrabbe!!! Ha ha ha... Personligt grinede jeg højt og længe, da jeg for mit indre blik så en fisker i blå kedeldragt svinge den stakkels krabbe (hvad havde den egentlig gjort nogen?!) mod den lokale ordensmagt.

Det tager jeg som det endelige bevis på, at Danmark har fået solstik, varmesyge eller kollektiv hedetur. Både Henrik Sass Larsen, der ikke gider være i regering med SF, ham der sælger Hus Forbi nede på Kultorvet og har sat sig ned på en bænk i stedet for at hoppe rundt om de forbipasserende med lange, høje salgstaler og mig, der cyklede helt utrolig vanvittig langsomt til arbejde og slider hårdt i det med at få løsrevne ord til at danne sætninger, der danner afsnit, der danner artikler... Suk.

Sidder I også med tungen ude, eller ligger I på stranden med tæerne i vand? Nej vent, jeg kan faktisk ikke tåle at høre, hvis I gør det sidste. Det KAN jeg bare ikke. Men om tre dage har jeg ferie, og så kan jeg godt.