Høflighed er en by i provinsen

Jeg har for nylig været et smut i provinsen. En hyggelig mellemstor, dansk by med H&M, boghandel og Jack & Jones, kort sagt en by som så mange andre. Men inde i de butikker, som også ligger mange steder i København, herskede en helt anden tone, end jeg er vant til i hovedstaden.

Til min store forbløffelse sagde kassedamen i supermarkedet "tak", da hun havde scannet alle mine varer igennem(!!) Hvornår f... har du sidst hørt en københavnsk kasseM/K sige "tak", allerede når dine varer er trillet hen ad gummibåndet?! Derefter begyndte hun at fylde min varer i en pose - en service, jeg ikke har oplevet, siden jeg boede i USA. Og det fortsatte i byens boghandel: Ekspedienten stæsede forretningen rundt, så jeg dårligt kunne følge trop, for at finde det, jeg skulle have - og det er altså ikke voldsomme indkøb, vi taler om, så det var i hvert fald ikke udsigten til en større indtjening, der accellererede skridthastigheden. Alt har dog en ende - også høflighed i provinsen. Min tur i H&M var nemlig fuldstændig som i Købehavn: Ekspedienter, der helst ikke bevæger sig, og derfor fortrinsvis peger diffust i retningen af det, man spørger om.

Men alligevel: Sikke en oplevelse - og jo, almindelig gammeldags høflighed kan sgu bringe smilet frem, når man bliver udsat for det i over 20 sekunder.

Georg er konge

Så vidt jeg ved, er han endnu ikke officielt kronet, men han er i hvert fald kongen af, et temmelig varieret, lydtapet til mit liv igennem de sidste 20 år. Forventninger har det nogle gange med at tabe højde, når de bliver omdannet til virkelighed. Men koncerten med George Michael i Göteborg i fredags løftede sig på utallige måder langt op over mine forventninger (som bestemt ikke var små!) Alligevel kom det bag på mig, at coolness faktisk er personificeret i George Michael - ikke bare pga. hans velsiddende jakkesæt eller utroligt velplejede udseende eller elegante måde at indtage scenen på. Nej, manden er simpelthen så talentfuld, at han kunne have stået på en papkasse og uden band og sunget hele repertoiret - og alligevel ville hans fremragende stemme have stået som en uimodsagt manifestation af TALENT. Jeg er stadig dybt imponeret over, hvor let han skifter mellem at banke en fest op på få akkorders tid for at nummeret efter få mine tårer til at trille til sangen om at miste sit livs kærligheden til døden.

Det er ikke et spørgsmål om smag, men talent: Georg er konge, og vi var til royal - omend ikke abefest (for det var jo Sverige) - men så fest. Og det til en koncert, hvor man faktisk både kunne høre OG se, hvad der foregik.

Georg siger tak for i aften ;-)

Et sug fra firserne

Jeg sad lige så stille og arbejdede, mens P3 gav genlød i mobilens headset, og pludselig hører jeg en sang, der hedder "Giv besked". Spritny og født i 2006 er den. Ikke desto mindre føler jeg mig hensat til teenagedage med dagbogsskrivning, dagdrømme om mon superlækre Thomas Hansen tre klasser over mig dog ikke snart(!) ville lægge mærke til mig, når han gik forbi på gangen, og skolefester, hvor man gerne måtte kysse tre forskellige på en aften uden at få dårligt rygte. (Det må man vist gerne igen nu, men det er en anden historie...) Sangens lyd damper af teenageforhåbninger og længsel efter vildere tidere - måske er det stænket af melankoli, der gør det. Jeg ved det ikke. Døm selv.

Jeg hader Henriette

Dvs. det gør jeg faktisk ikke. Jeg har engang arbejdet samme sted som hende, og mit sporadiske indtryk af hende var absolut positivt. Men jeg er så TRÆT af folk, der ikke kan skelne Pernille fra Henriette. Hvor døv er man så!! Hvis jeg havde en cykel for hver gang, jeg har hørt "Det var Henriette, du hed, ikke?" eller "Hej Henriette..." ville jeg kunne udkonkurrere De Grønne Bude på én fuckin' uge!

Og en ting er, at folk ikke holder øregangen fri for baggage, men når man begynder at besvare mine mails med "Kære Henriette", sætter jeg grænsen! Der ER ingen undskyldning: Mit navn står som afsender både i inboxen OG i signaturen i selve mailen! Så nu gider jeg ikke høre mere pis. Den næste, der kalder mig Henriette, får fandme en flad - om det så er Dalai Lama.

Aaaaaargh!

En ting er så sikkert hvert år som teenagere til en Take That-koncert i 90'erne: Diverse skribenters brok over julesæsonens tidligere og tidligere komme. Derfor melder jeg mig som den absolut første blogger/skribent, der gylper galde over juleræset anno 2006. Jeg har nemlig lige været i Netto - OG DE SÆLGER BRUNKAGER! Pallevis af brunkager og pebernødder står stablet op ved siden af uskyldige nødvendigheder som havregryn og sokker. Brunkager d. 7. oktober - hvad sker der?!! Sådan noget sjusk giver jo én lyst til at tvangsfodre Mærsk McKinney med Karen Volf-kagedej fra nu til d. 24. december! JEG skal i hvert fald ikke have så meget som en krumme brunkage før 1. december - and that's a promise. Feliz Navidad.

Gruppepres på savannen

Order, please!

Kære George
Det er mor. Jeg vil gerne kalde dig til orden. Nu er du igen kørt gal i din bil, påvirket af ulovlige substanser - i hvert fald i besiddelse af hasss. Det er ikke godt. Du skal være sødere ved dig selv, lade være med at ryge alt det narko, sove i biler og have sex med fremmede mænd ude på heden. Du burde i stedet placere din booty i privaten og sippe the for at værne om stemmen. For nu er der jo 17 dage, til vi ses. Og det er vigtigt, for jeg har villet høre dig synge Fastlove de sidste 10 år. Så køb lidt brystdråber, få massage (ikke den slags!) og nus lidt om dig selv. Det er altså vigtigt, er det. Og jeg siger det jo bare, fordi jeg holder så meget af dig. Husk at se dig for, inden du går over gaden.
Hilsen mor.

Link venligst leveret af Anden

George, klik her --->