Farvel til Godfather of soul

Det er nok ikke noget, de 15-årige tænker ret meget over, når de danser til rap, funk og hiphop på clubberne i dag, men det var jo en lille mand med en i mine øjne særdeles spøjs frisure, der fik folk til at funke på dansegulvet med top-top-hits, som jeg har elsket siden 80'erne (hvor jeg pga. mit fødselsår ankom en anelse forsinket til disco/funk-æraen). Både "Get on The Good Foot", "I Got You" (mest kendt som "I Feel Good") for slet ikke at tale om "Sex Machine" er stadig sikre dansegulvsmagneter.

Jeg havde mine første passionerede møder med Browns hits på Montmartres dansegulv, hvor vi med udsigt til de grotteudsmykkede vægge svedte igennem kun afbrudt af pausen mellem numrene, fordi DJ'en havde én grammfon og skulle skifte plade(!!)

Men mit personlige møde med James Brown og hans band skete ombord på et fly til Nice, hvor jeg fik en overmåde korpulent sort herre som sidekammerat. Vi faldt i snak, og det viste sig, at han var musiker i James Brown's band, ligesom flokken af særdeles farverige mænd af varierende taljevidde, vi var omgivet af. Det er jo nemt nok at bilde folk ind, men ganske rigtigt: Efter en halv times tid dukkede Brown & frue frem bag forhænget til første klasse (of course) og sludrede lidt med musikerne. En stor oplevelse. Jeg blev oven i købet inviteret med til koncerten i Nice, hvilket jeg desværre ikke tog imod, fordi jeg havde andre planer.

Nu er det slut med JB på scenen. Men James, er du ikke rar at varme dansegulvet op, til vi kommer? Så lover vi at høre din musik rigtig mange gange indtil da.

(1973. Skulle nogen være i tvivl).

Glædelig juuuuuuuuuuuuuuuul

(citat: Tim eller Bum i "Askepot").

..."er det som en sommerdag"

Så er træet ankommet. Og jeg kan allerede nu fastslå, at man burde have et grantræ stående i stuen hver dag hele året rundt. For det indhylder jo lejligheden i sin fantastiske, velduftende hvisken om frisk luft, skov og natur. Mmmmm... jeg kunne godt blive afhængig af at sniffe gran.

Decemberdag i særligt lys

Vil nogen tænde lyset?

Personligt er jeg lidt i tvivl om, om det er dag, eller om det er noget, vi leger, fordi vi kan se på uret, at det burde være dag. At det er årets korteste dag, er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, for himlen udenfor mine vinduer ligner himlen en mellemting mellem udskidt sjap og et toiletrullerør. JA, jeg fucking glæder mig til sommeren allerede - and I'm not afraid to admit it! Tillad dig lige i to minutter at sænke skuldrene, lukke øjnene og mærke, hvordan solen føles på huden, når den bager kroppen godt igennem, hvordan sand mellem tæerne føles og at svømme i køligt saltvand i timevis (arh, ok så en halv time...). Jeg GLÆDER mig i hvert fald til, at det bliver lyst om morgenen igen, og man kan smide overtøjet.

Men helt ærligt, så glæder jeg mig også rigtig meget til juleaften - og vi skal kun sove tre gange til, før det sker. Ho ho ho....

Julegyser: Når den frem til jul?

I denne hyggelige, stearinoplyste juletravlhed udspiller min helt egen når-vi-det-til-jul?-kalender sig. Siden jeg boede i USA, har jeg ønsket mig en jule-cd med ingen ringere end Bing Crosby. Mere jul, mere klassisk og mere amerikansk bliver det ikke! Men der er ikke noget mere trygt end at lytte til Bings udgave af Let It Snow eller Jingle Bells - det bliver ligesom jul på barndomsmåden

Klik på billedet og lyt

igen. Nu skulle det være - derfor tastede jeg min ordre ind på nettet. Som bekendt er det jo første gang i mit liv, at jeg selv skal holde juleaften, og derfor vil jeg rigtig gerne spille gode, gamle Bings hymner, når gæsterne ankommer - ikke mindst for at glæde min amerikanske onkel, som sikkert og vist vil sætte pris på et drys julestemning hjemmefra, selv om det er mange år siden, han flyttede.

Og nu skærer spændingen sig igennem den lune decemberluft: Når vi det til jul? Jeg har allerede modtaget mails om, at cd'en er nået til pakkeriet, og næste gang at den var afsendt fra de nordamerikanske kyster....... men man ved jo aldrig med posten her i december. Så det store spørgsmål, næsten ligeså stort som Mads og Mettes i Jul i Gammelby vedr. det gode skib Håbet: Når det frem til jul?

Overhalet indenom

Nu er det godt nok længe siden, jeg sidst har set et billede af de royale drengebørn på den anden side af Nordsøen. Men jeg husker bestemt den ældste som en kommende snack, mens den lille var rødhåret og kikset. Derfor var min overraskelse stor, da jeg på Politikens hjemmeside så dette billede, og kunne konstatere, at de i den grad har byttet mumsalicious-value. Sikke en frækkert lillebror er blevet. God save the princes, siger jeg bare!

Masochisme à la shabby chic

Man skal lade være med gøre det. Jeg ved det godt. Det er cirka lige så begavet som at læse kærlighedsbreve fra en kæreste, der lige har forladt én, eller bladre igennem billederne, hvor man ser jublende forelskede ud. Men for nylig gjorde jeg det alligevel: Kørte forbi mit barndomshjem (aka SOMMERHUSET). At se fremmede mennesker havde indtaget huset var en nogenlunde lige så skøn oplevelse som at få revet 10 plastre af helt utroligt langsomt. Haven lå forsømt hen, huset var malet SORT (gru og gys), og uden så meget som at overskride skellet kunne jeg øjne, at husets varme, hyggelige træ-indre var forvandlet til et blændende hvidt helvede à la shabby chic. Jeg behøver ikke engang se det for at vide, at der er blomstrede puder og quiltet vattæppe på sofaerne nu (hvis sofaerne altså står der endnu).

Det var måske heller ikke så smart at køre forbi. Men nu er der jo gået over to år, siden jeg sagde farvel til stedet, hvor jeg løb rundt med numsen bar og spillede bold som lille (og øh... ældre), stedet hvor jeg mødte min (næsten) første kæreste, og stedet, hvor jeg har fejret mine fødselsdage med nogle fede fester og jer. Og ligesom med gamle kærester kan man som regel godt tåle at møde dem, når der er gået noget tid. Men det her var værre. Da jeg var lille og sagde "jeg elsker..... chokolade/legetøj" osv., sagde min farfar altid, at man ikke kan elske døde ting. Og jeg ved godt, at et hus principielt er dødt. Det er det bare ikke helt alligevel. Vores hus var i hvert fald levende, og for hver eneste dejlige oplevelse jeg havde der, blev det bare mere og mere levende.

Jeg havde jo f.eks. det fede værelse, hvor morgensolen skinnede ind gennem hvide gardinier og annoncerede, at det var tid til at stå op, pakke cykelkurven med badetøj og våddragt og møde de andre på stranden til en dag på vandet med tunge tømmermænd, der varede lige, indtil det var tid at cykle hjem, skifte tøj og indtage det lokale diskotek igen (som flere af jer har stiftet vådt bekendtskab med). I det samme værelse lå jeg som ikke særlig gammel og kaldte på min far og mor hver gang, jeg var sikker på, at en af knasterne i loftsbrædderne var en ørentvist, der kunne falde ned og knibe mig med sin tang. (Jamen, jeg var altså bange for dem!) Og i samme værelse kravlede en anden kommende kæreste engang ud af vinduet for ikke at møde mine forældre. Og det var bare nogle få eksempler. Hele huset, græsplanen - hver en centimeter af de 2000 m2 - har tusindvis af flere gode oplevelser med sig.

Jeg overlever. Ingen tvivl om det. Men det er alligevel trist at sige farvel til en rigtig god ven - også selv om den ven er et hus.