I love Bollywood!

Jeg har set den mest fantastiske film! Skamløs i sin drivende romantik og en blanding af komik, romantik og scener, hvor samtaler pludselig bryder ud i store dansescener med velklædte ungerssvende og sarisvingende skønheder - en stor eksplosion i farver og toner.

Jeg har set én forrygende indisk film før (Monsoon Wedding - se den!), men denne er vistnok min første ægte Bollywood-film, og jeg kan anbefale det! Hvis du fralægger dig den nordiske distance til alt, der flyder over af romantik og vibrerende livsglæde, kan du læne dig tilbage (bortset fra at det er ret svært at forblive siddende, når først musikscenerne er i sving) i mørket og nyde overdådigheden af musik og dialog, der på flere måder er fremmed for os, der er vant til Hollywood fremfor Bollywood. Selv måtte jeg i begyndelsen fnise et par gange, men så overgav jeg mig - og gav mig hen til de store følelser: evig ikke-mulig-at-afvise-stærk kærlighed, jalousi, sorg, boblende livsglæde og barnligt lykkeligt fjolleri.

Se den, se den, se den. Tjek en smagsprøve her: http://www3.dharma-production.com/KANK/launch.html

Forestillinger... om at være voksen

Ser du Per Flys Forestillinger på DR1? Gør det.

Slut er det med fodslæbende krimigåde fra hovedstadens rådhus og retroforherligelse af fjernsynsproduktion i 1950erne. Omsider er der stensolidt kvalitetsdrama på skærmen. Jeg har lige set 3. afsnit på nettet. Det er det hidtil bedste (og de to første afsnit var fremragende).

Denne uges fortælling får mig til at tænke på, hvad der karakteriserer at være voksen, og på hvor mange mennesker, der til trods for, at tallet på dåbsattesten indikerer "voksen", ikke tilnærmelsesvis er i stand til at opføre sig som sådan.

Historien om Katrin, datter af hotshot teaterinstruktøren Marko, der går mest op i sit arbejde, og ja: sig selv, rejser spørgsmålet om, hvorfor de personer, der tilfældigvis har titlen af forældre, har lov til at bestemme over den, der er mest fornuftig i det selvcentrerede galehus, Fly portrætterer, og derfor logisk set burde kaldes "voksen", nemlig barnet.

Jeg spekulerer på, hvor mange selvoptagede, følelsmæssigt umodne voksne, der findes derude, som ser lige igennem deres børn, også når børnene står midt i deres værste kriser og har mest brug for, at nogen kaster en redningskrans ud. Hvor mange voksne, der, når man skærer ind til benet, ikke kender deres børn.

Afsnittet om Katrin gør det hjerteskærende tydeligt, at hun sin alder til trods har set igennem det spil, de "voksne" har placeret sig selv i og selv opfatter som af usædvanlig stor betydning, og hun må træde ud for at redde sig selv. Det er næsten ubærligt at se forældrenes mangel på kontakt med hende. Faderen gentager som et mantra "jeg elsker dig", men man - og hun - mærker det aldrig. Selv da han opdager hendes galopperende bulimi, aner han ikke, hvad han skal stille op. Hans magtesløshed i netop den situation kan man endda forstå. Men de "voksne" får himmelråbende mange chancer for at insistere, at stå fast på, at de vil trænge igenne, at de vil have kontakt med hende - men ingen står fast. Kun kæresten, der uretfærdigt blegner i helteskikkelsen "farmand"s nærvær, insisterer på at nå igennem.

Så hvad vil det sige at være voksen? At have børn? At tage stilling til, hvad man ønsker at opnå i sit liv? At beslutte sig for, hvordan man vil være som menneske, og hvordan man ønsker at påvirke andre? At være i stand til at kommunikere med andre, selv når de gør det rigtig svært for én? Tja...

Spring is in the air

JUHUUUUUUUUUUUUU! Det er forår!!! Brisen har endelig mistet sit skarpe kuldesmæld, duftene vælder frem i kollektiv forårsopvågnen, og fuglene sang som vanvittige, da jeg kom hjem i morges. Dét er sikre forårstegn, og jeg vil straks stå på hovedet for at finde min bikini - bare for en sikkerheds skyld så den er helt klar, til varmen rigtig griber tøjlerne. Og NU vil jeg ud i vejret.

Hvem mig?!!!

Ugens skønneste overskrift bragte Politiken i dag, da Klaus Riskær Petersen med al uønskelig tydelighed demonstrerede, at han i en alder af 51 endnu ikke har forstået, at også hans handlinger har konsekvenser. Han udtrykte således sin spontane prioritering i privatlivet, da han fik at vide, at han skulle varetægtsfængsles med det samme.

"Jeg skulle have været til Puff Daddy-fest i aften!!!"





Enhver, der er vokset op i 1980erne, ved, at Riskær er høj, tynd, hvid og ikke særlig pæn. Derfor bringes her et billede af koncertafholderen, hvis navn jeg faktisk ikke føler mig helt sikker på.

Dit sande ansigt

Kære Emmy

Jeg har lige set billedet af dig i H&Ms nye kampagne. Og smækker er du - med lange, skønne, blondtbølgende krøller og smægtende læber i et Monalisa-smil, der skjuler vistnok lidt mellemrum mellem fortænderne. Din blege, simrende skønhed glaseres med aerodynamiske solbriller - supercoolness personified!

Men Emmy. Du, som om nogen må påkalde sig alverdens kvinder og mænds respekt, alene pga. den ihærdige, øjnene-fæstnet-på-præmien energi, du har spydspidset dig frem igennem livet med. Det virker, som om ingen tanker, ingen personer, ingen skandaler har skullet ødelægge din vej til toppen - og pga. din determination alene får du også min respekt.

Min respekt ville blive endnu større, hvis du nu, den übergudinde og dronning af coolness som du er, ville vise dig, som du er. For jeg bliver alligevel lidt ked af det, når jeg ser det smukke, men sjælløse billede af dig på H&Ms site. Du er photoshoppet og airbrushet til en 25-årig version af dit nuværende jeg, og det er i sandhed trist. For alt det, du har opnået, ville stå meget stærkere, hvis vi måtte få lov at se dig, som du er: Med rynker om øjnene og munden, med let fremtrædende blodårer hist og her, løs hud på hænderne, et par grå stænk i hovedbunden. Og lad os se det i øjnene, så er du endda selv i levende udgave langt mere velhængt end den gennemsnitlige 49-årige.

Så Emmy, stå ved dig selv, vis du er stolt af den, du er, og det, du har opnået, i stedet for at copy-paste dit ansigt og din krop ind i et computerprogram, der spytter et kønsløst glansbillede ud i den anden ende. Female power!

Protest med humor, ikke brosten

Det kan vi lide!