Hørte De kinoorglet?

Jeg hører helt bestemt til dem, der overnattede i telt og sovepose for at komme forrest i køen, hvor de delte fædre ud i 1970. Det lykkedes.

I går havde jeg fornøjelsen af at spise middag med netop min far. Det er altid en hyggelig aften med samtale af alle slags - og i går gik en del af samtalen med noget ret underholdende: Gamle dage fra et personligt perspektiv. Min far har, som jeg, altid boet i København, og derfor er der ret mange sjove ting at høre om byen - hvor man gik ud, hvad der skete hvor og ikke mindst, hvad der lå hvor. F.eks. kan jeg afsløre, at der var smæk på festen til den lyse morgen på et værtshus ved navn Hanegal, et andet etablissement hed Laurits Betjent (hvilket vist stadig findes, dog ifølge rygtet plaget af et nedslående publikum) og På Rundetårn kunne man høre live jazz iført islandsk sweater og pibe (hvilket fatter vist gjorde det meget i).

I går kom der så nye oplysninger frem i sagen "Hovedstaden før 1970". Min far kunne afsløre, at min farmor og farfar tog ham, hans søster og bror med på juleudstilling, som altid begyndte i Havemanns Magasiner (ikke et ord om Matador!) Du vil muligvis kendte stedet som Føtexsiloen på Vesterbrogade. De var også i Palladium at se film, og her var attraktionen et kinoorgel, der blev hævet op fra gulvet, hvorefter det drejede rundt, indtil organisten sad med ryggen til publikum. Inden forestillingen underholdte den dengang kendte organist Mogens Kilde et forventningsfuldt publikum på det imponerende Würlitzer 1938. Kinoorgel. Det er et ord med en vis sær tiltrækningskraft. Man ser det for sig, orglet. Imposant, med kraft og styrke. Men hvorfor der i biografen? Måske et levn fra stumfilmenes tid... hvem ved.

Biografmørket har vist altid haft en særlig tiltrækningskraft på min far. Det hænger nok sammen med, at hans morfar ejede biografen i Præstø (i øvrigt nu opkaldt Bernhard efter selvsamme morfar), og i de glade 1940'ere og måske 1950'ere tilbragte min far mangen en time i salen eller oppe hos operatøren.

Nostalgi eller ej. Jeg kunne nu godt tænke mig at have set en film, dengang man i glad forventning blev underholdt med lidt klimpren på kinoorglet. Det bringer da et vist je ne sais quoi - liv og klasse måske - til biografoplevelsen.