Store aftryk i et lille sind

De gik foran mig på Frederiksberg Allé. Midt på det Frederiksberg, som jeg (stort set) er vokset op på, og hvor min farmor også boede, og som jeg derfor har vandret tyndt med netop hende. Han var ca. ni år - rygsæk, jeans med ansats til hængerøv og dynejakke. Hun var omkring de 70 år - bordeaux strikhue, beige jakke og fornuftigt indkøbsnet. De gik ved siden af hinanden og sludrede om vistnok noget, han havde oplevet i skolen den dag - i en samtale fra hver deres side af generationerne, men tydeligvis opslugte. Hun lignede helt bestemt en god bedstemor. Ligesom min.

Fra 1. til 5.-6. klasse, stod jeg om onsdagen på vej hjem fra skole af 14'eren fire-fem stop tidligere og gik hen ad den lille vej til min farmor. Jeg besøgte hende fast hver uge - noget jeg virkelig hyggede mig med. Når jeg kom, fik vi "kaffe" (og nej, på trods af, at jeg nu fortærer kaffemængder på størrelse med Furesøens indhold, fik jeg sodavand dengang) og en såkaldt brioche med abrikossyltetøj. Og selvfølgelig en ingefærsmåkage, som glaskrukken med sølvstel altid var fyldt op med, og som man godt måtte dyppe i sodavanden, ligesom min farmor dyppede sin i kaffen.

Meget ofte spillede vi Rommy, Casino, skak da jeg blev ældre - for slet ikke at tale om Matador i en gammel version, hvor den største seddel, man kunne betale med, var 50 kr! Desværre er spillet forsvundet... øv altså. Faktisk har jeg slet ikke tal på, hvor mange gange, vi har spillet et eller andet. I godt vejr turede vi Frederiksberg. Der var både Rosenhaven, som gemmer sig mellem Gl. Kongevej og Hollændervej - smækfyldt med duftende roser i alle farver og størrelser, lige til at gå på opdagelse i. Eller Landbohøjskolens mystiske have med alle de specielle blomster og planter - og den lille sø med en endnu mindre ø midt i. Eller Haveselskabets Have, der var lidt fin og friseret og med aflangt bassin nede bagest i haven. Eller klassikeren over dem alle: Frederiksberg Have - vi tog næsten altid indgangen ved Andebakken, hvor vi startede med en tur i Møstings Hus, der udstillede malerier, skulpturer og tegninger. Andefodring var et stensikkert programpunkt, og en gang i mellem en sejltur på kanalerne.

Før jeg lærte hende at kende (dvs. blev født), havde min farmor været viceskoleinspektør på en skole i det indre Købehavn, hvor brokvareterets rødder var rigt repræsenteret. Hun var kendt for at give kajeruskere eller at tage grundigt fat i øret og hive opad, hvis en ranglet lømmel ikke helt havde forstået, hvad den noget mindre fru viceinspektør havde sagt. Der skulle en del til at chokere hende. Jeg kan huske, at jeg engang forsøgsvis bandede en del, men hun svarede altid igen med noget værre og et skuldertræk, og så var det ikke interessant længere. I øvrigt mødte hun også op i sorte gamacher med sølvnistrer til min 21 års fødselsdag - og sang også en fræk vise, som jeg desværre ikke kan huske.

Jeg kunne nævne mange, mange flere sjove, dejlige og dagligdags ting, jeg har oplevet og snakket om med min farmor. Hun døede for 11 år siden, desværre, for jeg kunne godt tænke mig en snak med hende nu, hvor jeg ved lidt mere om det hele. Men jeg tænker tit på hende - også meget mere, end jeg troede, jeg ville gøre, og på mange af de ting, vi har oplevet sammen eller sjove og kloge ting, hun har sagt. Det, der står tilbage, og forundrer mig og gør mig glad, er, hvor stort et indtryk og aftryk, vi kan sætte i hinandens sind og sjæl. Alle de betydningsfulde, dejlige, almindelige, venlige, kærlige ting, vi gør og siger til hinanden, forsvinder aldrig. Det er min farmor et bevis på.


PS. Efter min farmor døde, talte min far og jeg en dag om hende, og jeg nævnte (med udgangspunkt i de uendeligt mange spil kort m.m., vi havde spillet sammen), hvor glad hun var for at spille. "Spille?" sagde min far og kiggede lidt overrasket på mig "Farmor har da aldrig været specielt begejstret for spil." Se, dét kan man kalde en god farmor!