Skål for Ingrid

Så skete det! Ikke bare at kongehuset fik sig endnu en til arvefølgen, men langt vigtigere i mit univers: Den åbenbarende, berusende årets første cykeltur på vej hjem tidligt, tidligt om morgenen, mens fuglene pipper kækt, som er det midt på dagen, i den søndagsstille by og himlen lysner i de utroligste blå nuancer med elegante, forrevne skyer. Jeg er forbløffet over, hvordan disse små forårstegn lige fra små, selvlysende grønne blade i naturen på en helt almindelig hverdag til hjemtransporten på cykel af en solid morgenbrandert kan fylde mig med glæde og taknemlighed over foråret og livet generelt.

Tilbage til livet og af den nye slags, så var det første vi gjorde, da vi mødtes i nat, naturligvis at skåle for lille Ingrid (som hun jo kommer til at hedde). Så kan éns liv da ikke starte bedre - at glade mennesker i en røgfyldt beværtning i hovedstaden skåler på éns helbred! Glædeligt forår.

Aprilsnar!!!!!!!!!

Jens Olaf Jersild gifter sig med Lotte Hansen, opførelsen af bro mellem Hundested og Rørvig, en politisk kovending af formanden for min arbejdsplads meldt ud i den samlede danske presse samt en genopførelse af min ungdoms superhotte sommerdisko "Den Runde" er nogle af de historier, jeg med stor succes og ikke mindst stor glæde har bundet jer på ærmet i dag.

Der var enkelt smutter omhandlende udskiftning af en chef på et kendt dansk magasin, men mit offer var desværre kæk ved havelågen (hvor tidligt står man op, når man har tvillinger på 1 år?!!!) og gennemskuede uden tøven mit bluff.

Personligt er jeg særlig stolt af formandshistorien, fordi jeg nøjagtig 30 sekunder efter at have afsendt sms til min kollega (der har ansvar for netop kontakt til pressen!), havde ham i røret! Se, det var en aprilsnar, der gik rent ind. Til gengæld var opspindet om broen over Isefjordens indsejling knapt så original, idet min far kunne fortælle, at det havde der skam været tale om flere gange, siden han og min mor købte grunden for snart fire årtier siden. Nå ja.... man kan jo heller ikke tage højde for alt.

Ude i verden forsøgte Politiken sig med en aprilsnar, så dårligt udtænkt og skrevet, at den afslørende sig selv fra første færd. Derimod synes jeg denne lille joke fra selveste ordensmagten var ret sød: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2007/04/01/154931.htm

Glædelig 1. april.

I love Bollywood!

Jeg har set den mest fantastiske film! Skamløs i sin drivende romantik og en blanding af komik, romantik og scener, hvor samtaler pludselig bryder ud i store dansescener med velklædte ungerssvende og sarisvingende skønheder - en stor eksplosion i farver og toner.

Jeg har set én forrygende indisk film før (Monsoon Wedding - se den!), men denne er vistnok min første ægte Bollywood-film, og jeg kan anbefale det! Hvis du fralægger dig den nordiske distance til alt, der flyder over af romantik og vibrerende livsglæde, kan du læne dig tilbage (bortset fra at det er ret svært at forblive siddende, når først musikscenerne er i sving) i mørket og nyde overdådigheden af musik og dialog, der på flere måder er fremmed for os, der er vant til Hollywood fremfor Bollywood. Selv måtte jeg i begyndelsen fnise et par gange, men så overgav jeg mig - og gav mig hen til de store følelser: evig ikke-mulig-at-afvise-stærk kærlighed, jalousi, sorg, boblende livsglæde og barnligt lykkeligt fjolleri.

Se den, se den, se den. Tjek en smagsprøve her: http://www3.dharma-production.com/KANK/launch.html

Forestillinger... om at være voksen

Ser du Per Flys Forestillinger på DR1? Gør det.

Slut er det med fodslæbende krimigåde fra hovedstadens rådhus og retroforherligelse af fjernsynsproduktion i 1950erne. Omsider er der stensolidt kvalitetsdrama på skærmen. Jeg har lige set 3. afsnit på nettet. Det er det hidtil bedste (og de to første afsnit var fremragende).

Denne uges fortælling får mig til at tænke på, hvad der karakteriserer at være voksen, og på hvor mange mennesker, der til trods for, at tallet på dåbsattesten indikerer "voksen", ikke tilnærmelsesvis er i stand til at opføre sig som sådan.

Historien om Katrin, datter af hotshot teaterinstruktøren Marko, der går mest op i sit arbejde, og ja: sig selv, rejser spørgsmålet om, hvorfor de personer, der tilfældigvis har titlen af forældre, har lov til at bestemme over den, der er mest fornuftig i det selvcentrerede galehus, Fly portrætterer, og derfor logisk set burde kaldes "voksen", nemlig barnet.

Jeg spekulerer på, hvor mange selvoptagede, følelsmæssigt umodne voksne, der findes derude, som ser lige igennem deres børn, også når børnene står midt i deres værste kriser og har mest brug for, at nogen kaster en redningskrans ud. Hvor mange voksne, der, når man skærer ind til benet, ikke kender deres børn.

Afsnittet om Katrin gør det hjerteskærende tydeligt, at hun sin alder til trods har set igennem det spil, de "voksne" har placeret sig selv i og selv opfatter som af usædvanlig stor betydning, og hun må træde ud for at redde sig selv. Det er næsten ubærligt at se forældrenes mangel på kontakt med hende. Faderen gentager som et mantra "jeg elsker dig", men man - og hun - mærker det aldrig. Selv da han opdager hendes galopperende bulimi, aner han ikke, hvad han skal stille op. Hans magtesløshed i netop den situation kan man endda forstå. Men de "voksne" får himmelråbende mange chancer for at insistere, at stå fast på, at de vil trænge igenne, at de vil have kontakt med hende - men ingen står fast. Kun kæresten, der uretfærdigt blegner i helteskikkelsen "farmand"s nærvær, insisterer på at nå igennem.

Så hvad vil det sige at være voksen? At have børn? At tage stilling til, hvad man ønsker at opnå i sit liv? At beslutte sig for, hvordan man vil være som menneske, og hvordan man ønsker at påvirke andre? At være i stand til at kommunikere med andre, selv når de gør det rigtig svært for én? Tja...

Spring is in the air

JUHUUUUUUUUUUUUU! Det er forår!!! Brisen har endelig mistet sit skarpe kuldesmæld, duftene vælder frem i kollektiv forårsopvågnen, og fuglene sang som vanvittige, da jeg kom hjem i morges. Dét er sikre forårstegn, og jeg vil straks stå på hovedet for at finde min bikini - bare for en sikkerheds skyld så den er helt klar, til varmen rigtig griber tøjlerne. Og NU vil jeg ud i vejret.

Hvem mig?!!!

Ugens skønneste overskrift bragte Politiken i dag, da Klaus Riskær Petersen med al uønskelig tydelighed demonstrerede, at han i en alder af 51 endnu ikke har forstået, at også hans handlinger har konsekvenser. Han udtrykte således sin spontane prioritering i privatlivet, da han fik at vide, at han skulle varetægtsfængsles med det samme.

"Jeg skulle have været til Puff Daddy-fest i aften!!!"





Enhver, der er vokset op i 1980erne, ved, at Riskær er høj, tynd, hvid og ikke særlig pæn. Derfor bringes her et billede af koncertafholderen, hvis navn jeg faktisk ikke føler mig helt sikker på.

Dit sande ansigt

Kære Emmy

Jeg har lige set billedet af dig i H&Ms nye kampagne. Og smækker er du - med lange, skønne, blondtbølgende krøller og smægtende læber i et Monalisa-smil, der skjuler vistnok lidt mellemrum mellem fortænderne. Din blege, simrende skønhed glaseres med aerodynamiske solbriller - supercoolness personified!

Men Emmy. Du, som om nogen må påkalde sig alverdens kvinder og mænds respekt, alene pga. den ihærdige, øjnene-fæstnet-på-præmien energi, du har spydspidset dig frem igennem livet med. Det virker, som om ingen tanker, ingen personer, ingen skandaler har skullet ødelægge din vej til toppen - og pga. din determination alene får du også min respekt.

Min respekt ville blive endnu større, hvis du nu, den übergudinde og dronning af coolness som du er, ville vise dig, som du er. For jeg bliver alligevel lidt ked af det, når jeg ser det smukke, men sjælløse billede af dig på H&Ms site. Du er photoshoppet og airbrushet til en 25-årig version af dit nuværende jeg, og det er i sandhed trist. For alt det, du har opnået, ville stå meget stærkere, hvis vi måtte få lov at se dig, som du er: Med rynker om øjnene og munden, med let fremtrædende blodårer hist og her, løs hud på hænderne, et par grå stænk i hovedbunden. Og lad os se det i øjnene, så er du endda selv i levende udgave langt mere velhængt end den gennemsnitlige 49-årige.

Så Emmy, stå ved dig selv, vis du er stolt af den, du er, og det, du har opnået, i stedet for at copy-paste dit ansigt og din krop ind i et computerprogram, der spytter et kønsløst glansbillede ud i den anden ende. Female power!

Protest med humor, ikke brosten

Det kan vi lide!

Skønne snebasser

Sne er godt. Mere sne er dobbelt så godt!

Jinglebells & White russians

Vejret udenfor - tykke, vattede snefnug skiftevis daler ned eller bliver kylet mod mine vinduer - inspirerer mig til en aldeles herlig idé. I aften skal jeg ud at drikke skønne cocktails med Gudinderne, og tanken om tynde læderstøvler i knæhøj sne og deraf følgende klamme nylonstrømpetæer får mig til at ønske, at jeg havde mange (subsidiært flere) penge. Så ville jeg leje en stor kane, vi alle kunne være i, og så skulle vi sidde under store, bløde pelstæpper med termokander fulde af irish coffee og lade os fragte af en hyggelig, ældre kusk og prustende heste med mosekonebryg-ånde. Så ville vi glide som dronninger - eller rettere gudinder - hen ad gaderne og besøge Oak, Custom og måske også smutte om IB. God lørdag i det hvide eller indenfor i varmen.

Lovløst område

Som mange vil vide, har jeg i de sidste to år haft en klage liggende hos Forbrugerklagenævnet over de mange fejl på den bil, jeg købte for - ja netop - to år siden! Herligt var det jo, da jeg inden jul modtog nævnets afgørelse og skulle have 4000 kr. + renter tilbage.

Nu er det bare sådan med afgørelser, der ikke har sanktioner hæftet i måsen, at de sådan er til at tørre sig i nummeren med. Bilsvindleren fra Ingerslevsgade har nemlig ikke tænkt sig at tilbagebetale de penge, han skylder mig, og således er jeg overladt til den sidste mulighed: Civilt søgsmål.

Foreløbig er jeg i gang med rykkerhandlingen og har fået min rykker retur med besked om, at svindleren ikke længere bor på den oplyste adresse i Albertslund. I dag fik jeg så oplyst fra Forbrugerklagenævnet, at krejleren har forladt landet og er flyttet til Sverige (stakkels dem). Ret beset er det hans kone, der er flyttet til Sverige, for selv om jeg købte bilen af en skaldet mand i rulamsfrakke, viste det sig, da jeg klagede til Forbrugerklagenævnet , at det ikke var ham, men konen ejede firmaet. Næ nej, der er slet ikke noget, der lugter...

Og så er det, jeg - som de mange andre, der har købt defekte, brugte biler - spørger, hvad et Forbrugerklagenævn skal til for, hvis dets afgørelser ikke er et dyt(!) værd. Men endnu vigtigere: Kan man bare klikke hælene sammen og flytte ud af landet og lade gæld, svindel og alt muligt andet bag sig?

Luft i klædeskabet - og i hovedet

Jeg er høj! Fuldstændig oppe at køre over....... at have ryddet op i mit klædeskab. Se, det har jo unægtelig en air af mangel på indhold i mit liv. Tværtom, vil jeg argumentere. Netop alle de spændende og mindblowing ideer, der flyver ind i mit liv og hoved i disse måneder og tilbage ud til jer og resten af verden, hænger på sin egen sære måde sammen med tøjsorteringen. At rydde op i klædeskabet er nemlig ikke blot en administrativ handling med to mulige udfald "gemme" eller "giv væk" (eller til de pinligt pauvre elementer: "smid ud").

Jeg har allerede fyldt en Ikeapose, og resten ligger klar til at ryge videre samme vej. Og tøj er meget mere end blot sin fysiske manifestering. F.eks. er 90% af det tøj, jeg skiller mig af med, sort. Så kan man jo tænke lidt over, hvorfor jeg som 25-årig har syntes, det var fedt at gemme mig væk i sort i sort (jojo, det var også lidt moderne med alt det der sorte, men det er alligevel en tanke værd).

Tag nu Petroleum sweateren (til uden- og uforstående kan jeg fortælle, at Petroleum var 90ernes hitmærke, hvad angik sweatre af både den pæne og funky slags. Det var jo dengang, et ensemble kunne bestå af Petroleum-sweater + gamacher... argh! Louise ved i øvrigt, hvad jeg taler om, da hun er den eneste, jeg kender, der havde lige så mange Petroleumsweatre som jeg). Væk med den sorte sweater (i øvrigt den sidste af min omfattende samling), der med sin firkantede facon også sørgede for at camouflere, at jeg havde facon.

Et andet herligt eksempel er en knælang hørfrakke fra BZR... nydelig jovist, men igen: hvorfor gemme sig af vejen i den, når man er i 20erne og i den grad burde være til at få øje på. Jeg kunne lige så godt have spankuleret gaderne i en burka. Eller hvad med den nålestribede slåomnederdel fra Jigsaw (elsker stadig Jigsaw, men af helt andre grunde end for 14 år siden) og den nålestribede habitjakke... ak ja, engang var det cool at være businessagtig femimaskulin.

Men hvorfor i al verden er der så meget tøj fra 90erne? (80er-tøjet er røget ud ved tidligere lejligheder). Det er jo netop, fordi tøj er meget mere end tøj. Måske har jeg ikke nænnet at skille mig af med trøjer, nederdele og alle de minder, gode og mindre gode, der er bundet op i dem. Som Jigsaw-tingene (inkl. den leopardmønstrede vest, jeg nægter at skille mig af med!) jeg købte på ferie i London, længe før Jigsaw kom til Danmark. Eller den tidligere nævnte Petroleum-sag, der emmer langt væk af Handelshøjskoledage, tequilashots og mentale rosenknopper, der sad i alt for koldt klima til at kunne folde sig ud endnu.

Så jeg er høj - og lettet. Og siger farvel til en kæmpe bunke tøj og minder, der ikke er nogen grund til at holde fast i. De gode minder har jeg alligevel i hjertet. Og et blik i mit klædeskab nu giver et markant andet billede: Sort og langt er afløst af rødt, pink, blåt, mønstret og nederdele, der ikke er en centimeter længere end til knæet. Og dét skyldes ikke, at jeg er høj!
Rigtig glædelig lørdag derude.

Hvorfor...

tæsker der dårlig popmusik ud af højttalerne til en håndboldkamp? Vil nogen hjælpe med en forklaring, for jeg forstår det simpelthen ikke!!! (Svar skrives under comments).

?

Et vrinsk fra læsehesten

Jeg æææælgser at læse. Når der er tid (hvilket der ikke er så meget af i øjeblikket, på den gode måde forstås), eller når der ikke er tid for den sags skyld, er der ikke noget så godt som at slå op i en rigtig god bog og lade sig rive med. Mange var gangene, mine forældre forgæves forsøgte at få mig i tale, da jeg som barn læste og læste og læste... Og det er ligesom hængt ved.

I begyndelsen af måneden bestilte jeg en bog på nettet, som jeg glæder mig rigtig meget til at læse. Netbestillinger får det til at føles lidt ligesom juleaften, fordi man glemmer, at man har bestilt, og bliver så glad, så glad, når hentelappen til posthuset ligger på entrégulvet. Med mindre man glæder sig så meget til at læse bogen, at man tjekker ordrestatus på nettet et par gange om ugen. Nå, men jeg vil benytte lejligheden til at anbefale et par bøger. Som den trofaste læser vil vide, har jeg læst om vor statsminister (tak for lån til Susanne) - og den kan på det stærkeste anbefales. Vældigt godt skrevet, så objektivt som det nu kan lade sig gøre uden at blive tandløst, og med mange nye oplysninger, noget der kan være lidt svært at fremskaffe om en mand af Anders F.s type. Værd at læse - uanset politisk observans.

Så er der lidt semifaglitteratur: Kirsten Stendevads "Moderskab som karrierefordel" om de tendenser, der er i tiden til, at såkaldte feminine værdier vinder mere og mere indpas, fordi vi er ved at indse, at vi ikke kan klare os med de maskuline værdier alene. Den fortæller også, hvordan det at få børn er en kæmpestor og meget konkret karrierefordel... et anderledes syn på barsel og de efterfølgende karrieremuligheder.

Til sofalæsningen er der mit store idol, Jan Guillou. Og ja, "Madame Terror" er ligeså fremragende som mange af hans andre bøger. Krigen mod terror og andre aktuelle internationale dagsordener spiddet af svenskerens ironiserende OG velskrivende pen. Den har bl.a. skylden for, at jeg får alt for lidt søvn i øjeblikket.

Det var de to, jeg er ved at læse. Så til netbogpakken, der vistnok ankommer liiiiiiige om lidt.... Det er John Le Carrés nye. Og dén glæder jeg mig også i den grad til at læse! Tilmed er det alt for længe siden, jeg har læst skønlitteratur på engelsk, så det glæder jeg mig lige så meget til.

Sammen med "The Mission Song" ligger også Gunilla Roijers "Borgens Dronninger" og venter, så der er masser af gode sider linet op - og stunder, hvor jeg ikke bliver til at råbe op.

Slut for boghjørnet.

She's in

Så skete det endelig. Hillary Clinton stiller op til præsidentvalget i 2008. Og dermed tændes håbet om, at USA igen får en præsident, der har forståelse for internationale relationer - og for første gang får en kvindelig præsident.

Mere her.

Kunne kram have forhindret, at vi gik i krig?

Jeg har netop sluppet Anne Sofie Kraghs "Fogh", og jeg føler mig trist til mode. Politik handler jo om ideologi og aktuelle synspunkter, men det er entydigt gået op for mig, at det handler om så meget mere. De fleste kender historierne om, at Auken ville være blevet på formandsposten, hvis Niels Helveg ikke havde foretrukket Nyrup, og at det fik Khader til at hælde endnu mere mod højre, at ikke en eneste socialdemokrat viste medfølelse, da han blev truet på livet under Muhammedkrisen. Så selvfølgelig handler politik i den grad om personlige forhold.

Men personlighed spiller også ind på en anden og meget konkret måde: Hvordan blev et menneske opdraget? Fik det kærlighed og plads til at være god nok, som hun/han var? Plads til at lege, træne sine sociale færdigheder og få venner? Og Kraghs beskrivelse af Anders Fogh Rasmussen gør mig så ked af det. Godt nok får vi at vide, at der er mere spræl i ham, når han er sammen med familien, men tilbage står et billede af en dreng, der skulle arbejde hver dag efter skole på sine forældres nordjyske gård og derfor ikke havde tid til at lege med de andre børn, en dreng der lærte af sin far, at man skulle vide præcis, hvad man udtalte sig om, før man åbnede munden (og derfor blev der ikke sagt så meget ved middagsbordet hos familien Rasmussen). Den dreng er siden blevet voksen, og det bekymrer mig, at han leder vores land. Det bekymrer mig, at en mand, der ikke lytter til andre hverken internt i partiet eller udenfor, der ikke er i stand til at indrømme fejl, der ikke er i stand til at slå sig løs med andre mennesker (og nej, jeg taler ikke om at drikke sig standervissen, men bare løsne the fuck up nu og da), der ikke roser sine ministre, når de gør noget godt, og ikke støtter dem, når de er i modvind, sidder på regeringsmagten så komfortabelt, som DF tillader ham at gøre.

Glem for et øjeblik ideologi og uenigheder om, hvordan dette samfund skal udvikle sig og ledes. Det handler om mennesket, og det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på at den lille nordjyske dreng som voksen har fået så meget magt, at han sagde ja til at gå i krig på ulovligt grundlag.

Hvis jeg kunne, ville jeg gå tilbage i tiden og give lille Anders et kram og tid til at lære andre mennesker at kende i stedet for at bruge al sin tid på at læse for altid, ikke bare for det meste, men altid at være den bedst forberedte.

I fisk?

En af mine yndlingssider på nettet, så langt tilbage som jeg overhovedet kan huske (i nettets levetid altså), er denne side. Så kan man meditere lidt over, hvad der sker der. (Bemærk teksten, der kommer frem ud for musen).

Status primo 2007

Opgørelse over mit forbrug i den første uge af 2007:

12 toiletruller (nogle til sædvanligt brug, men hovedparten til snot)
1/4 bøtte honning (især til the)
20 liter the
5 poser Vicks blå (til nedbrydning af snot i kraniets mangfoldige hulrum og til at fremme vejrtrækning)
1 pose boller til at riste
1 Otrivin (formål: se under Vicks blå)
1.000.000.000 timer fjernsyn (i den begyndende raskheds-fase)

En og anden ville måske mene, at det er en nederen måde at starte året på, men tro mig, dét når man ikke engang at tænke i de sparsomme tidsrum, man er vågen. Næh, jeg siger: Se så! Så er dét overstået for i år.

Og nu hvor jeg atter er vågen og har fået den røde nytårsneglelak fjernet, vil jeg skynde at ønske mig at ønske alle et godt nytår. Jeg havde en sprudlende nytårsaften, selv om man måske kunne mene, at jeg er blevet gammel nok til at huske overtøjet, når jeg går udendørs for at kysse i december måned...