fredag, september 22, 2006

Hilsen fra mor

Jeg har bihulebetændelse. Og ja, der må gerne haves ondt af mig, for det er sådan noget med en hovedpine, der føles som om Arnold Schwarzenegger har sat sig på min knold, svedeture der får én til at spekulere på, om overgangsalderen virkelig kan ramme SÅ tidligt, og en fuldstændig defekt evne til at vurdere om det er varmt eller koldt, selv om det ser rigtig fint ud derude i det gulgrønne med blå himmel. (Og for ligesom at slå alvoren helt fast, erklærede bassisten i bandet, at det er værre at have bihulebetændelse end at føde! Og hun har prøvet begge dele) .

Men det skulle slet ikke handle om sygdom. Faktisk er det først éns privilegium at tale om sine dårligdomme, når man er nået pensionsaldren. Næh... jeg sendte en mail ud for at fortælle mine kontorfæller, hvor i al verden jeg blev af. Og søde og rare mennesker, det er de: Indenfor mindre end et kvarter vældede det frem i min inbox med virtuelle klap på kinden i form af søde god bedring-hilsner.

Vi er på kontoret - næsten - lige mange mænd og kvinder. Og så er det jeg spørger, hvorfor kom alle de mails fra kvinderne? Ikke fordi jeg hellere ville have haft hilsner fra mændene, men interessant er det at bemærke, at netop kvinderne reagerer lynsnart og kaster sig ud i akut omsorg.

God weekend og host herfra. Nu fortjener jeg en lur og en panodil.

Ingen kommentarer: