Splitte mine bramsejl!

Terry, Haddock og Tintin var faste medlemmer af min vennekreds, da jeg var barn. Den eneste grund til, at jeg ikke har genopfrisket bekendtskabet for ganske nylig, er, at jeg simpelthen ikke aner, hvilken en af flyttekasserne i mit kælderrum, der huser min komplette Tintin-tegneseriesamling.

Jeg holder særligt meget af Kaptajn Haddock, der behersker kunsten at udspy sofistikerede eder til fulde. I en lang malstrøm flyder de fra hans skæggede ansigt - og i flere tilfælde som opfindsomme allitterationer. Selv holder jeg særligt af ukvemsord som halunker, halenegre (ups, den er vist faldet for grænsen for politisk korrekthed), jubeltorsk, snoabe, misdæder, rottefjæs, vandal og udbytter. Alt sammen udråbt i frådende raseri naturligvis. Se flere eder her (tak til kusinen for link).

Grunden til, at Haddock & skippertemaet er blevet brandaktuelt igen, er at en af mine veninder (hun får lov at være anonym) er begyndt at date en mand med et pragtskæg. Vi (jeg) har naturligvis allerede døbt ham Skipper, Kaptajnen og lign. Det er jo trods alt sjældent en mand i sine bedste 30ere giver ansigtshårene Substral. Som en hyldest til ham og andre skæg-modige unge mænd, klik her og se, hvordan en ægte sømand skal se ud (klik på "Gylden"). Skål skipper.

Gæt en bebs

I anledning af ståhejen om lilleprinsen, nu Christian Sofus Bent Thorbjørn Valdemar Rex, vil jeg selv bidrage til baby-ekstasen med dette lille mindboggling spørgsmål:
Hvem er disse damer?
(nedenfor)
Bemærk det professionelle babyunderhåndsgreb! Gæt kan skrives under comments.

Stilhed

Ro i sindet

...og fred i sjælen. Ah.

Discotøs!

For jer, der har kendt mig siden årene med turkise cardigans og lange, tunge øreringe (læs: 80erne), kommer det ikke som skyggen af en overraskelse, at jeg er en poptøs! Ikke poptøs i Hustler-terminologi naturligvis, nej nej, men pop som i musikken. Ja, jeg har Kylie kvidrende "Do the locomotion" på LP og Rick Astleys debuthit "Never gonna give you up" på maxisingle (nemlig: mere vinyl).

Men det hænger sgu ved - det pop. 18 år senere og adskillige eksperimenterende musikalske sidespring senere, tænder jeg stadig på gedigen pop - og skal den helt op at ringe - gerne krydret med lidt disco. I disse dage flipper jeg ud og fornøjet rundt til Madonnas "Hung Up" (klik og lyt). Ikke alene er den en solid diskosjasker, men kvinden er også i sig selv supercool. Indenfor de senere år er jeg naturligvis også set i gear til andre numre i denne absolut utjekkede og totalt skønne genre: JT, Robbie og selvfølgelig igennem alle årene Georg M. (Nej, ikke Metz!) Men feeeeest!

Hvad er du på?

Jeg kan ikke komme i tanke om nogen i min vennekreds, der ikke er på noget. Ok, måske ikke helt sandfærdigt - en enkelt eller to velafbalancerede sjæle er der blandt mine venner. Men selv hos de, der er i mentalt vatter, er et strejf af afhængighed at spore.

For at svinge kosten for egen dør indledningsvist, bekender jeg mig til den form for narko, som Haribo og Pingvin sender på gaden i farvestrålende, knitrende poser. (Nej, det er ikke kun børn, den indpakning bider på). Til gengæld kan jeg på ingen måde mønstre interesse for alkohol eller nikotin dagen derpå - eller særlig mange andre dage udover weekenden for den sags skyld. Og det skulle jo være kendetegnet for afhængighed: At mennesker, der stiller sig imellem én selv og det, man er afhængig af, gør det med livet som indsats. Vé den, der blokerer hoveddøren for en smøgblank ryger!

Mange interessante varianter florerer omkring mig: en af vennerne er afhængig af klassikeren nikotin (og ja, hun vil gerne stoppe), en er hooked på sit stadigt omsiggribende arbejde, en er afhængig af bekræftelse fra det modsatte køn, en er afhængig af sin træning (og skal jeg gå til bekendelse, er det nok hende, jeg helst ville bytte "narko" med).

Men hvorfor f... er det nødvendigt? Min faster ville blot konstatere: "Lasternes sum er konstant!" Men hvorfor kan vi ikke bare chill'e og nyde livet, som det er, uden at drysse coke hen over sanseindtrykkene eller lægge røgslør over bekymringerne? Når jeg ser på dem, jeg kender, der tager livet roligt og med stor glæde og uden at være "på noget", så har de evnen til at være til stede, ret meget - ja, faktisk størstedelen af tiden. Meeen kan vi ikke ridse lidt i lakken - der må da være noget galt et eller andet sted. Tja, hvis yoga, meditation og sådan generel velafbalancerethed hører under narkokategorien, så er den fuckin' gal med dem også! Men nej... de har bare fat i noget - mere kompliceret er det ikke.

Hvaffor en blok?

Til alle jer, der har spurgt mig "øh... hvad er en blog helt præcist?" eller "hvad må man skrive på den?", har jeg fundet et par opklarende links. Til det sidste spørgsmål er mit svar: Lige hvad man har lyst. Men det er jo ikke særlig uddybende, så enjoy:

Cfje: Hvad er en weblog?

Mere om blogs

Snak, monolog, small talk, konversation eller... samtale

Du kender sikkert følelsen: Den der veltilpasse og glade, måske ligefrem opløftede følelse, når du har haft en rigtig god samtale med en ven. Hvor I havde fat i et emne, der virkelig engagerede jer begge, eller hvor du fortalte noget personligt og blev rigtig godt modtaget, eller hvor I havde en ærlig snak om, hvordan det er at være hovedperson i hver jeres liv - både når spotlightet er på, og når tæppet for alvor er gået ned.

Jeg troede engang, at samtale var noget, der bare var der. En slags snak, der stod, lå, flød eller hvad den nu gjorde i mellemrummet mellem mig og alle andre. Men sådan hænger det jo ikke heeelt sammen. Der er mange forskellige typer snak - den om vejret, den om seneste scoring, og måske har du også været vidne til den om, hvordan hun ikke længere tænder på sin mand, men i stedet på genboen, der bruger power tools iført bar overkrop.

Men så er den slags samtale, som får dig til at synes, at livet giver mere mening eller pludselig har fået en anden farve. Samtalen hvor du blev hørt, fordi det, I snakkede om, virkelig interesserede den anden, eller fordi den anden helt enkelt holder af dig. Eller hvor du virkelig lærte noget af at lytte til det den anden, og måske fik et helt nyt og bredere perspektiv bare af at høre, hvad den anden tænker om livet, meningen med det og måske døden.

Højtryk, kuling og diverse nedbørstyper kan være udmærkede emner konversation. Men en samtale, der skaber en ægte, levende kontakt mellem to mennesker og får dig til at tænke og anskue verden på nye, inspirerende måder giver et kick, der kan mærkes længe efter, det sidste ord blev sagt.

Jeg elsker Frasier

Jeg begyndte at se Frasier engang i 90'erne. Lige nu kører den selvhøjtidelige, begavede og ultra-charmerende psykiater på 17. genudsendelse på TvDanmark, og i dag gik det op for mig, at det er slut med at sætte sig foran fjernsynet i glad forventning om at se nye kvajede, spidsfindige fjollerier fra Frasier og hans neurotiske lillebror Niles (også psykiater i øvrigt) i Seattle - for der er simpelthen ikke flere afsnit, som jeg ikke allerede har set.

Det er vemodigt, at der ikke kommer nye afsnit, men det er vemodigt på en helt anden måde, når de sender hele molevitten forfra, og de første afsnit allerede ser for 90'er-agtige ud - tjek f.eks. den lækre halvlange krølle-fris, Frasier præsenterer på billedet ovenfor! Men kikset hår, brede sorte kvindeøjenbryn og bizar tøjmode til trods, holder den begavede humor hele vejen igennem.

Jeg morer mig med tøserne i Sex & the City og ser gerne Dolph være usandsynligt ubehøvlet og smadre folk med sin kølle, men endnu har ingen serie overtaget Frasiers førsteplads, hvad angår underholdning. Jeg elsker, når de belæste, snobbede brødre med uovertruffen smag i franske vine, italienske sko og russisk kaviar afslører deres bedste og værste sider på komiske vis. Jeg elsker, at Niles får næseblod, når han lyver, og at Frasier får et anfald af fumle-arm, når nogen kaster en bold til ham. Og så er det måske nu, man skal spørge sig selv, hvorfor man ler med og elsker to belæste boldmongoler så meget(...)

Frasier er stoppet i USA - intet er et bedre bevis på det end seriens sølle, afpillede website. Men uanset hvornår den danske seriekanal vælger at lægge hænderne om halsen på Frasier og stramme til, så vil jeg se, før jeg tror det, at nogen kan producere en ny serie, der slår Frasier i både humor OG intelligens.

"Goodnight Seattle. We love you".

De unge veninder

De fleste af mine venner er på min alder - et par år til, et par år fra og nogle endnu flere år til. En flok skønne, inspirerende, dejlige mennesker at være sammen med. I løbet af de sidste par år er to-tre nye kommet til: "de unge veninder". De er alle 10-12 år yngre end jeg - og havde nogen spurgt mig for et par år siden, om man overhovedet har noget til fælles, når aldersforskellen er så stor, at de gik med ble, da jeg fik mit første rigtige kys, ville jeg nok have svaret noget i retning af "pøh".

En klokkeklar fejlslutning. Dels er er de selvfølgelig mine venner, fordi vi har en masse meningsfyldt, fjollet eller udfordrende at tale om og lave sammen - aldersforskel eller ej. Dels kan de noget, som vi, der har taget mere end et enkelt dansetrin ind i 30'erne, nogle gange glemmer.

De kender for eksempel ordet "pyt". Pyt hvis det ikke går, som du håber - du er skøn og dejlig og overlever. Pyt med at det kiksede for mig forleden - i morgen er der endnu en dag med nye muligheder. Som én af dem med skræmmende klarhed sagde forleden: "der findes ingen fejltagelser". Og med det mente hun, at alt er erfaring, og vi gør, hvad vi kan, indtil vi bliver klogere.

De unge veninder har simpelthen et glødende, (næsten) aldrig svigtende mod på at lade tænderne synke dybt ned i livet og en evne til at komme på benene igen, når tingene ikke lige gik som drømt. Og jo, de tvivler og prøver og kikser måske også mere, end jeg gør nu - men det tager ikke glansen af deres boblende og hamrende inspirerende mod på livet.

Mit ærinde er ikke at hylde ungdom for ungdommens skyld (for der var jo også lige alle de gange, hvor usikkerhed og andre halvklamme følgesvende gjorde det knapt så fedt at være i starten af 20'erne. For ikke at tale om alle de seje gevinster ved at være i 30'erne). Men jeg vil hylde mine unge veninder for deres - i øvrigt meget forskellige - personligheder, som alle stråler og brænder og ikke mindst: smitter!