Hvad er du på?

Jeg kan ikke komme i tanke om nogen i min vennekreds, der ikke er på noget. Ok, måske ikke helt sandfærdigt - en enkelt eller to velafbalancerede sjæle er der blandt mine venner. Men selv hos de, der er i mentalt vatter, er et strejf af afhængighed at spore.

For at svinge kosten for egen dør indledningsvist, bekender jeg mig til den form for narko, som Haribo og Pingvin sender på gaden i farvestrålende, knitrende poser. (Nej, det er ikke kun børn, den indpakning bider på). Til gengæld kan jeg på ingen måde mønstre interesse for alkohol eller nikotin dagen derpå - eller særlig mange andre dage udover weekenden for den sags skyld. Og det skulle jo være kendetegnet for afhængighed: At mennesker, der stiller sig imellem én selv og det, man er afhængig af, gør det med livet som indsats. Vé den, der blokerer hoveddøren for en smøgblank ryger!

Mange interessante varianter florerer omkring mig: en af vennerne er afhængig af klassikeren nikotin (og ja, hun vil gerne stoppe), en er hooked på sit stadigt omsiggribende arbejde, en er afhængig af bekræftelse fra det modsatte køn, en er afhængig af sin træning (og skal jeg gå til bekendelse, er det nok hende, jeg helst ville bytte "narko" med).

Men hvorfor f... er det nødvendigt? Min faster ville blot konstatere: "Lasternes sum er konstant!" Men hvorfor kan vi ikke bare chill'e og nyde livet, som det er, uden at drysse coke hen over sanseindtrykkene eller lægge røgslør over bekymringerne? Når jeg ser på dem, jeg kender, der tager livet roligt og med stor glæde og uden at være "på noget", så har de evnen til at være til stede, ret meget - ja, faktisk størstedelen af tiden. Meeen kan vi ikke ridse lidt i lakken - der må da være noget galt et eller andet sted. Tja, hvis yoga, meditation og sådan generel velafbalancerethed hører under narkokategorien, så er den fuckin' gal med dem også! Men nej... de har bare fat i noget - mere kompliceret er det ikke.