Farvel til Godfather of soul

Det er nok ikke noget, de 15-årige tænker ret meget over, når de danser til rap, funk og hiphop på clubberne i dag, men det var jo en lille mand med en i mine øjne særdeles spøjs frisure, der fik folk til at funke på dansegulvet med top-top-hits, som jeg har elsket siden 80'erne (hvor jeg pga. mit fødselsår ankom en anelse forsinket til disco/funk-æraen). Både "Get on The Good Foot", "I Got You" (mest kendt som "I Feel Good") for slet ikke at tale om "Sex Machine" er stadig sikre dansegulvsmagneter.

Jeg havde mine første passionerede møder med Browns hits på Montmartres dansegulv, hvor vi med udsigt til de grotteudsmykkede vægge svedte igennem kun afbrudt af pausen mellem numrene, fordi DJ'en havde én grammfon og skulle skifte plade(!!)

Men mit personlige møde med James Brown og hans band skete ombord på et fly til Nice, hvor jeg fik en overmåde korpulent sort herre som sidekammerat. Vi faldt i snak, og det viste sig, at han var musiker i James Brown's band, ligesom flokken af særdeles farverige mænd af varierende taljevidde, vi var omgivet af. Det er jo nemt nok at bilde folk ind, men ganske rigtigt: Efter en halv times tid dukkede Brown & frue frem bag forhænget til første klasse (of course) og sludrede lidt med musikerne. En stor oplevelse. Jeg blev oven i købet inviteret med til koncerten i Nice, hvilket jeg desværre ikke tog imod, fordi jeg havde andre planer.

Nu er det slut med JB på scenen. Men James, er du ikke rar at varme dansegulvet op, til vi kommer? Så lover vi at høre din musik rigtig mange gange indtil da.

(1973. Skulle nogen være i tvivl).

Glædelig juuuuuuuuuuuuuuuul

(citat: Tim eller Bum i "Askepot").

..."er det som en sommerdag"

Så er træet ankommet. Og jeg kan allerede nu fastslå, at man burde have et grantræ stående i stuen hver dag hele året rundt. For det indhylder jo lejligheden i sin fantastiske, velduftende hvisken om frisk luft, skov og natur. Mmmmm... jeg kunne godt blive afhængig af at sniffe gran.

Decemberdag i særligt lys

Vil nogen tænde lyset?

Personligt er jeg lidt i tvivl om, om det er dag, eller om det er noget, vi leger, fordi vi kan se på uret, at det burde være dag. At det er årets korteste dag, er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, for himlen udenfor mine vinduer ligner himlen en mellemting mellem udskidt sjap og et toiletrullerør. JA, jeg fucking glæder mig til sommeren allerede - and I'm not afraid to admit it! Tillad dig lige i to minutter at sænke skuldrene, lukke øjnene og mærke, hvordan solen føles på huden, når den bager kroppen godt igennem, hvordan sand mellem tæerne føles og at svømme i køligt saltvand i timevis (arh, ok så en halv time...). Jeg GLÆDER mig i hvert fald til, at det bliver lyst om morgenen igen, og man kan smide overtøjet.

Men helt ærligt, så glæder jeg mig også rigtig meget til juleaften - og vi skal kun sove tre gange til, før det sker. Ho ho ho....

Julegyser: Når den frem til jul?

I denne hyggelige, stearinoplyste juletravlhed udspiller min helt egen når-vi-det-til-jul?-kalender sig. Siden jeg boede i USA, har jeg ønsket mig en jule-cd med ingen ringere end Bing Crosby. Mere jul, mere klassisk og mere amerikansk bliver det ikke! Men der er ikke noget mere trygt end at lytte til Bings udgave af Let It Snow eller Jingle Bells - det bliver ligesom jul på barndomsmåden

Klik på billedet og lyt

igen. Nu skulle det være - derfor tastede jeg min ordre ind på nettet. Som bekendt er det jo første gang i mit liv, at jeg selv skal holde juleaften, og derfor vil jeg rigtig gerne spille gode, gamle Bings hymner, når gæsterne ankommer - ikke mindst for at glæde min amerikanske onkel, som sikkert og vist vil sætte pris på et drys julestemning hjemmefra, selv om det er mange år siden, han flyttede.

Og nu skærer spændingen sig igennem den lune decemberluft: Når vi det til jul? Jeg har allerede modtaget mails om, at cd'en er nået til pakkeriet, og næste gang at den var afsendt fra de nordamerikanske kyster....... men man ved jo aldrig med posten her i december. Så det store spørgsmål, næsten ligeså stort som Mads og Mettes i Jul i Gammelby vedr. det gode skib Håbet: Når det frem til jul?

Overhalet indenom

Nu er det godt nok længe siden, jeg sidst har set et billede af de royale drengebørn på den anden side af Nordsøen. Men jeg husker bestemt den ældste som en kommende snack, mens den lille var rødhåret og kikset. Derfor var min overraskelse stor, da jeg på Politikens hjemmeside så dette billede, og kunne konstatere, at de i den grad har byttet mumsalicious-value. Sikke en frækkert lillebror er blevet. God save the princes, siger jeg bare!

Masochisme à la shabby chic

Man skal lade være med gøre det. Jeg ved det godt. Det er cirka lige så begavet som at læse kærlighedsbreve fra en kæreste, der lige har forladt én, eller bladre igennem billederne, hvor man ser jublende forelskede ud. Men for nylig gjorde jeg det alligevel: Kørte forbi mit barndomshjem (aka SOMMERHUSET). At se fremmede mennesker havde indtaget huset var en nogenlunde lige så skøn oplevelse som at få revet 10 plastre af helt utroligt langsomt. Haven lå forsømt hen, huset var malet SORT (gru og gys), og uden så meget som at overskride skellet kunne jeg øjne, at husets varme, hyggelige træ-indre var forvandlet til et blændende hvidt helvede à la shabby chic. Jeg behøver ikke engang se det for at vide, at der er blomstrede puder og quiltet vattæppe på sofaerne nu (hvis sofaerne altså står der endnu).

Det var måske heller ikke så smart at køre forbi. Men nu er der jo gået over to år, siden jeg sagde farvel til stedet, hvor jeg løb rundt med numsen bar og spillede bold som lille (og øh... ældre), stedet hvor jeg mødte min (næsten) første kæreste, og stedet, hvor jeg har fejret mine fødselsdage med nogle fede fester og jer. Og ligesom med gamle kærester kan man som regel godt tåle at møde dem, når der er gået noget tid. Men det her var værre. Da jeg var lille og sagde "jeg elsker..... chokolade/legetøj" osv., sagde min farfar altid, at man ikke kan elske døde ting. Og jeg ved godt, at et hus principielt er dødt. Det er det bare ikke helt alligevel. Vores hus var i hvert fald levende, og for hver eneste dejlige oplevelse jeg havde der, blev det bare mere og mere levende.

Jeg havde jo f.eks. det fede værelse, hvor morgensolen skinnede ind gennem hvide gardinier og annoncerede, at det var tid til at stå op, pakke cykelkurven med badetøj og våddragt og møde de andre på stranden til en dag på vandet med tunge tømmermænd, der varede lige, indtil det var tid at cykle hjem, skifte tøj og indtage det lokale diskotek igen (som flere af jer har stiftet vådt bekendtskab med). I det samme værelse lå jeg som ikke særlig gammel og kaldte på min far og mor hver gang, jeg var sikker på, at en af knasterne i loftsbrædderne var en ørentvist, der kunne falde ned og knibe mig med sin tang. (Jamen, jeg var altså bange for dem!) Og i samme værelse kravlede en anden kommende kæreste engang ud af vinduet for ikke at møde mine forældre. Og det var bare nogle få eksempler. Hele huset, græsplanen - hver en centimeter af de 2000 m2 - har tusindvis af flere gode oplevelser med sig.

Jeg overlever. Ingen tvivl om det. Men det er alligevel trist at sige farvel til en rigtig god ven - også selv om den ven er et hus.

Jingle bells

Jeg advarer med det samme. Jeg ÆLSGER jul, og dette er kun det første af adskillige indlæg om denne herlige tid med mørke aftner og lys tændt overalt: enkeltvis, i kæder, på træer, i butikker og hængende over gader. HERLIGT!

Julen er gået i gang, for jeg har netop købt min første julegave, og synes det var sådan en fremragende idé, at jeg vil give den videre. Folkekirkens Nødhjælp har nemlig fået den geniale idé, at man købe kondomer til unge i Afrika, ris til burmesere eller en ged til en afrikansk familie. Det er sgu da gaver, der er lige til at blive i godt humør af. Jeg kunne da egentlig godt tænke mig en ged. Tanken om at sådan en langskægget fætter går rundt ude på savannen og tænker på mig (jo, bare lidt...) og hjælper nogen, er da cool. Til den gave, jeg skal give, overvejede jeg naturligvis første kondombunken, det er da om noget at sprede livsglæde ;-) , meeen ved nærmere tanke på modtageren, valgte jeg ris til en burmesisk familie.

Hermed gives både idé og link videre. Meeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeerry Christmas. Ho ho ho!

Shocking(ly) pink

Jeg har ikke oplevet noget lignende. Fra man træder ind ad den gamle butiksdør (der dog ikke har en ringlende klokke) er næsten alt candyfloss-lyserødt: Kager, pynt, poser, sløjfer, julepynt - aldrig har jeg set så meget lyserødt glasur samlet på ét sted. Stedet er Skydebanegade og værten Tea Time, hvor man kan få ægte britisk afternoon tea, hvis man skulle savne den fra Ritz eller lignende steder i London - eller bare have lyst til agurkesandwiches, scones med lemoncurd (mums) og hjemmelavede kager. Den perfekte ting at foretage sig på en søndag med lettere tømmermænd og hang til hygge. Den lille toplyserøde salon er absolut et besøg værd, men man bør virkelig være beredt på indretningen. Dagligstuen (for sådan virker cafeen) bevidner, at Barbie har ikke levet forgæves, og ikke alene står der små skåle med lyserøde marengskys på bordene, også thekander, pynt på juletræten i stuens midte, puder og bøger er lyserødt. Hvinende sødt for både øjne og mave. Men nøjs, hvor smagte det godt, så bær over med det lyserøde et par timer - for kagernes skyld.



Kvinde endnu ikke gået i sukkerchok











Ægte N.Y. cupcakes - sådan én skal jeg have næste gang!

HAPPY

Det mørkner udenfor, og selv om det ikke gør det kl. 16 i det sydlige Californien, hvor jeg første gang holdt Thanksgiving, føles det alligevel helt rigtigt, for det er trods alt i Danmark, at jeg har været til flest Thanksgivingmiddage: En novembereftermiddag hvor det lige så stille trækker op til kæmpemiddag med familien, hvor en sprødstegt kalkun er omgivet af skønne tilbehør som yams (bagte søde kartofler drysset med lys og mørk puddersukker), cranberry relish, kartoffelmos, kalkunsauce, waldorfsalat og en fantastisk stuffing! For slet ikke at tale om desserten: Krydret græskartærte, der smager lige fantastisk med og uden flødeskum. Mmmmm.... jeg glæder mig allerede. (Det passer ikke. Jeg har glædet mig siden 1. november!)

Hvis det skulle være helt rigtigt, burde NFL køre på fjernsynet (i år Denver Broncos mod Kansas City Chiefs), mens jeg gør mig klar til afgang, for der spilles altid football på Thanksgiving Day, men til min skuffelse sender hverken CNN eller Zulu football (det er de ellers flinke til søndag aften, hvis nogen sku' være interesseret). Det er nu alligevel en luksus at have en ægte amerikansk onkel, der jo er årsag til og sammen med tanten vært for den store middag hvert år. Og selv om jeg sikkert ikke får præcis den samme følelse af Thanksgiving, som en ægte amerikaner gør, er det i hvert fald som at få en ekstra juleaften foræret - uden gaverne, men who cares med dén opdækning og det gode selskab!

Ifølge traditionen skal man i dag tænke på alle de ting, man er taknemmelig for, så det vil jeg også gøre. Jeg er i hvert fald taknemmelig for min familie og venner, der altid stiller op, når jeg har brug for dem (f.eks. tak for husly i sidste uge ;-) og taknemmelig for, at jeg har fattet, at vi skal blive ved med at lære hele livet - og at det er et privilegium.

Nå, men nu kan jeg ikke sidde her længere. Jeg bliver hentet om et splitsekund og efter at have skrevet disse linjer, kan jeg hele vejen fra værternes bord på Vesterbro og hertil dufte kalkunen og mine to yndlingstilbehør: cranberry relish og yams! Bon appetit. Og må I få en rigtig happy Thanksgiving og komme i tanke om alle de ting, I er taknemmelige for.

Ps. Forklaringen på den udeblevne football fandt jeg, da jeg kom hjem i nat og kunne se Dallas Cowboys tæske Tampa Bay Bucaneers på Zulu: Der er liiige noget med en tidsforskel! (pinligt...)

Tegneseriestatsminister?

Nogle billeder er bare ikke til at stå for...

Høflighed er en by i provinsen

Jeg har for nylig været et smut i provinsen. En hyggelig mellemstor, dansk by med H&M, boghandel og Jack & Jones, kort sagt en by som så mange andre. Men inde i de butikker, som også ligger mange steder i København, herskede en helt anden tone, end jeg er vant til i hovedstaden.

Til min store forbløffelse sagde kassedamen i supermarkedet "tak", da hun havde scannet alle mine varer igennem(!!) Hvornår f... har du sidst hørt en københavnsk kasseM/K sige "tak", allerede når dine varer er trillet hen ad gummibåndet?! Derefter begyndte hun at fylde min varer i en pose - en service, jeg ikke har oplevet, siden jeg boede i USA. Og det fortsatte i byens boghandel: Ekspedienten stæsede forretningen rundt, så jeg dårligt kunne følge trop, for at finde det, jeg skulle have - og det er altså ikke voldsomme indkøb, vi taler om, så det var i hvert fald ikke udsigten til en større indtjening, der accellererede skridthastigheden. Alt har dog en ende - også høflighed i provinsen. Min tur i H&M var nemlig fuldstændig som i Købehavn: Ekspedienter, der helst ikke bevæger sig, og derfor fortrinsvis peger diffust i retningen af det, man spørger om.

Men alligevel: Sikke en oplevelse - og jo, almindelig gammeldags høflighed kan sgu bringe smilet frem, når man bliver udsat for det i over 20 sekunder.

Georg er konge

Så vidt jeg ved, er han endnu ikke officielt kronet, men han er i hvert fald kongen af, et temmelig varieret, lydtapet til mit liv igennem de sidste 20 år. Forventninger har det nogle gange med at tabe højde, når de bliver omdannet til virkelighed. Men koncerten med George Michael i Göteborg i fredags løftede sig på utallige måder langt op over mine forventninger (som bestemt ikke var små!) Alligevel kom det bag på mig, at coolness faktisk er personificeret i George Michael - ikke bare pga. hans velsiddende jakkesæt eller utroligt velplejede udseende eller elegante måde at indtage scenen på. Nej, manden er simpelthen så talentfuld, at han kunne have stået på en papkasse og uden band og sunget hele repertoiret - og alligevel ville hans fremragende stemme have stået som en uimodsagt manifestation af TALENT. Jeg er stadig dybt imponeret over, hvor let han skifter mellem at banke en fest op på få akkorders tid for at nummeret efter få mine tårer til at trille til sangen om at miste sit livs kærligheden til døden.

Det er ikke et spørgsmål om smag, men talent: Georg er konge, og vi var til royal - omend ikke abefest (for det var jo Sverige) - men så fest. Og det til en koncert, hvor man faktisk både kunne høre OG se, hvad der foregik.

Georg siger tak for i aften ;-)

Et sug fra firserne

Jeg sad lige så stille og arbejdede, mens P3 gav genlød i mobilens headset, og pludselig hører jeg en sang, der hedder "Giv besked". Spritny og født i 2006 er den. Ikke desto mindre føler jeg mig hensat til teenagedage med dagbogsskrivning, dagdrømme om mon superlækre Thomas Hansen tre klasser over mig dog ikke snart(!) ville lægge mærke til mig, når han gik forbi på gangen, og skolefester, hvor man gerne måtte kysse tre forskellige på en aften uden at få dårligt rygte. (Det må man vist gerne igen nu, men det er en anden historie...) Sangens lyd damper af teenageforhåbninger og længsel efter vildere tidere - måske er det stænket af melankoli, der gør det. Jeg ved det ikke. Døm selv.

Jeg hader Henriette

Dvs. det gør jeg faktisk ikke. Jeg har engang arbejdet samme sted som hende, og mit sporadiske indtryk af hende var absolut positivt. Men jeg er så TRÆT af folk, der ikke kan skelne Pernille fra Henriette. Hvor døv er man så!! Hvis jeg havde en cykel for hver gang, jeg har hørt "Det var Henriette, du hed, ikke?" eller "Hej Henriette..." ville jeg kunne udkonkurrere De Grønne Bude på én fuckin' uge!

Og en ting er, at folk ikke holder øregangen fri for baggage, men når man begynder at besvare mine mails med "Kære Henriette", sætter jeg grænsen! Der ER ingen undskyldning: Mit navn står som afsender både i inboxen OG i signaturen i selve mailen! Så nu gider jeg ikke høre mere pis. Den næste, der kalder mig Henriette, får fandme en flad - om det så er Dalai Lama.

Aaaaaargh!

En ting er så sikkert hvert år som teenagere til en Take That-koncert i 90'erne: Diverse skribenters brok over julesæsonens tidligere og tidligere komme. Derfor melder jeg mig som den absolut første blogger/skribent, der gylper galde over juleræset anno 2006. Jeg har nemlig lige været i Netto - OG DE SÆLGER BRUNKAGER! Pallevis af brunkager og pebernødder står stablet op ved siden af uskyldige nødvendigheder som havregryn og sokker. Brunkager d. 7. oktober - hvad sker der?!! Sådan noget sjusk giver jo én lyst til at tvangsfodre Mærsk McKinney med Karen Volf-kagedej fra nu til d. 24. december! JEG skal i hvert fald ikke have så meget som en krumme brunkage før 1. december - and that's a promise. Feliz Navidad.

Gruppepres på savannen

Order, please!

Kære George
Det er mor. Jeg vil gerne kalde dig til orden. Nu er du igen kørt gal i din bil, påvirket af ulovlige substanser - i hvert fald i besiddelse af hasss. Det er ikke godt. Du skal være sødere ved dig selv, lade være med at ryge alt det narko, sove i biler og have sex med fremmede mænd ude på heden. Du burde i stedet placere din booty i privaten og sippe the for at værne om stemmen. For nu er der jo 17 dage, til vi ses. Og det er vigtigt, for jeg har villet høre dig synge Fastlove de sidste 10 år. Så køb lidt brystdråber, få massage (ikke den slags!) og nus lidt om dig selv. Det er altså vigtigt, er det. Og jeg siger det jo bare, fordi jeg holder så meget af dig. Husk at se dig for, inden du går over gaden.
Hilsen mor.

Link venligst leveret af Anden

George, klik her --->

MUMSALICIOUS

For at give weekenden det helt rigtige indspark, er her et skud testosteron i form af mumslækre Jake G.

"What, Jake? Show you Copenhagen? No problem AT ALL!"

Yum, siger jeg bare!


RIGTIG GOD WEEKEND!

Sex for fred

Jeg har det! Jeg har løst alle spørgsmål om, hvordan vi får fred på denne her efterhånden hårdtprøvede jord. Og det er oven i købet gratis! (Så er der absolut ingen undskyldninger for ikke at prøve...)

Jeg har lige læst, at utrolig mange dyrearter dyrker sex med artsfæller af eget køn. Hvad har det med fred at gøre, spørger den kritiske læser straks. Jo, sex med sit eget køn er nødvendigt i dyreriget, fordi det bl.a. bruges som en måde at løse konflikter på. Voila. Og SÅ er det jeg foreslår, at Bush, Kim Jong, Osama, Blair og Nasrallah 1 slår sig ned i en sauna, taler lidt om, hvorfor verden er et dejligt sted at være og derefter udfolder sig fysisk. Og hvis Anders F. er en rigtig god dreng, er jeg sikker på, de også giver ham lov at være med. (Så er spørgsmålet blot, hvad den polske læge siger til det).

Make love, not war. Jeg vidste, der var noget om det slogan!

1. Den ikke bare kritiske, men også opmærksomme læser vil her bemærke, at ikke en eneste kvinde optræder i denne konstellation.

Georg M. rules!

Jubiiii. Jeg har lige læst en anmeldelse af den første koncert på George Michaels turné, og den var eminent! Det undrer mig selvfølgelig overhovedet ikke. Jeg har været vistnok det tætteste, jeg nogensinde kommer på at være fan, af GM, siden han sang den første strofe på "Faith", hans første soloalbum. (Jojo, jeg har selvfølgelig Whams debutalbum på vinyl indkøbt i HMV på sprogrejse i Bognor Regis, men dét er en helt anden sag).

Jeg har altid sagt, at Georg M. er den eneste kunstner, jeg gad at stå i kø for at få billetter til. Det behøvede jeg heldigvis slet ikke, for takket været Ands snarrådighed, fik vi uden problemer billetter til koncerten i Göteborg, guidet af den snälla, snälla svenska sælger, der underholdt mig længe om mulige og bedste pladser i salen.

Og NU er der mindre end en måned til, at smækre kompositioner som Fastlove, Star People, Flawless, Cowboys & Angels, Please send me someone, Freedom, Soulfree....og og og... flyder ud over scenen, tja, det hele er jo fantastisk, så hvad hjælper det at nævne nogle numre, når man helt sikkert glemmer noget lige så fremragende. Og fremragende & fantastisk bliver det også, når Georg M. i egen høje, begavede person står på scenen lige foran næsen på os.

Gonna get my soul free...

Jeg ville være rig, hvis...

Da Lars Larsen med en dialekt så charmerende som en insisterende flue på en varm sommerdag (med lort mellem tæerne) tonede frem på skærmen, kom jeg til at tænke på, hvad der skulle til, hvis jeg skulle have været rig(ere) i dag, omend ikke så rig som Lars Larsen. Nu føler jeg mig - uden at have noget som helst bevis - ret sikker på, at mit liv allerede har været meget sjovere end Lars Larsens (hvem sagde dyner... zzzz). Men som et tankeeksperiment, ville jeg havde været rig, hvis...

jeg ikke købt 12.000 drinks i løbet af de sidste 20 år
jeg ikke havde spist på café 198.000 gange de sidste 20 år
jeg ikke havde støttet slikindustrien med et så stort beløb de sidste 20 år, at jeg ikke engang vil være bekendt at skrive det her (jeg sku' fuckingfisme have købt aktier i det lort!)
jeg ikke havde knaldet min børneopsparing af på at tage til USA i to mdr.
jeg ikke havde ejet to biler og købet meget, meget benzin
jeg havde kunnet forudse de fritidsaktiviteter, jeg alligevel kun kom til en gang på en sæson
(og så har jeg ikke engang nævnt... skal vi kalde det selvudviklingsudgifter, for jeg kunne da seriøst have købt et patricierhelvede i Klampenborg for de penge!)

MEN... er det en lille smule halvhjertet, det her indlæg? JA, selvfølgelig er det det, for når vi ser bort fra mængden af sukker og farvestoffer i foruroligende blanding, er alle de andre penge givet endog RIGTIG godt ud. Jeg har fået utrolig meget livskvalitet ud af dét, jeg har oplevet i selskab med andre mennesker og en carparinha eller seks, og alle de andre oplevelser, der har fordret en eller anden form for kapital. For slet ikke at tale om mit to måneders smut til Harvard, som er aller-allerøverst på min top 10-liste over de ting i mit liv, jeg ville opleve igen, hvis jeg en dag skulle møde en nisse i en skov, der tilbyder mig det. (Man skal aldrig sige aldrig...)

Så carpe diem og SVUSCH!
(det sidste er lyden af mit dankort i aktion).

Hilsen fra mor

Jeg har bihulebetændelse. Og ja, der må gerne haves ondt af mig, for det er sådan noget med en hovedpine, der føles som om Arnold Schwarzenegger har sat sig på min knold, svedeture der får én til at spekulere på, om overgangsalderen virkelig kan ramme SÅ tidligt, og en fuldstændig defekt evne til at vurdere om det er varmt eller koldt, selv om det ser rigtig fint ud derude i det gulgrønne med blå himmel. (Og for ligesom at slå alvoren helt fast, erklærede bassisten i bandet, at det er værre at have bihulebetændelse end at føde! Og hun har prøvet begge dele) .

Men det skulle slet ikke handle om sygdom. Faktisk er det først éns privilegium at tale om sine dårligdomme, når man er nået pensionsaldren. Næh... jeg sendte en mail ud for at fortælle mine kontorfæller, hvor i al verden jeg blev af. Og søde og rare mennesker, det er de: Indenfor mindre end et kvarter vældede det frem i min inbox med virtuelle klap på kinden i form af søde god bedring-hilsner.

Vi er på kontoret - næsten - lige mange mænd og kvinder. Og så er det jeg spørger, hvorfor kom alle de mails fra kvinderne? Ikke fordi jeg hellere ville have haft hilsner fra mændene, men interessant er det at bemærke, at netop kvinderne reagerer lynsnart og kaster sig ud i akut omsorg.

God weekend og host herfra. Nu fortjener jeg en lur og en panodil.

Fred være med Ib

Det kan godt være, at I allerede vidste det. Men jeg har først lige fundet ud af, at Ib Rehné er død, og det gør mig i sandhed trist. Hvis du tænker "hvem?!" skulle du have nogle rap i den bare, for Ib Rehné er en legende i kraft sine ord "Ib Rehné, Cairo", som han sluttede af med, hver gang han rapporterede hjem til radioavisen (dengang formentlig "Pressens Radioavis").

Nogle ting SKAL blive ved med at være, som de altid har været. Ganske vist en fysisk umulighed, men alligevel... Derfor er jeg inderligt ked af at finde ud af, at Ib Rehné døde i 2005. Ikke alene evnede han eminent at brande sig længe inden, man associerede ordet til andet end ild, og dels var han i sandhed et elskværdigt menneske. Jeg havde den store fornøjelse at interviewe ham, da jeg var journalistpraktikant, til et ud af en serie miniinterview (det var i øvrigt også under et af disse, at bad boy (bad man? ....Batman?!) Torben Jensen inviterede mig ud... men dét er en anden historie).

Jeg talte med Ib via telefonen ned til skønne Bourgogne, hvor han trampede druer (eller nok bare var pensionist, hvis sandheden skal frem), og hvor han med største og rareste glæde fortalte om sin tid som udenrigskorrespondent for Danmarks Radio. Ib er simpelthen en mand, der fremkalder nogle af de samme følelser, man kan have for Anker J., hvis man forbinder ham med sin opvækst i 70erne. Derfor: Tak for alt, Ib.

Pernille H., København.

Birksteds ånd (road trip - del I)

Så siger jeg rigtig glædelig ferie. Om lidt gasser jeg op under the Fiatmobile og henter co-pilot Camilla, og så drager vi ud i landet og opsøger poesi, vandkolbøtter & Birksteds ånd - ikke mindst. Inspirationen hedder Charlot og Charlotte, og selv om vi faktisk ikke rigtig har undersøgt, hvilken rute de tog, bortset fra at de også endte i Nordjylland, så lader vi dem, landevejen og dagsformen vise os vej.

Forude venter Fyn, hav, himmel, kunst, slotte, Nordjylland og... alt det, man aldrig kan vide på forhånd. Rigtig god sommer til alle.

De fleste ulykker sker i hjemmet

Hvis jeg var dig, ville jeg kigge godt efter, hvem der stod ved grillen ude i haven, for som historien viser os, er det ikke alle mænd, der kan tåle at have adgang til åben ild - eller våben for den sags skyld. Lad dette billede være en advarsel om ikke at invitere hvem som helst til sommerens grillaftener. :-)